Farver og striber

Farver og striber

8. februar 2019 0 Af Kåre

Der er både farveglæde og legende udtryk over nogle af sæsonens ure. Jeg har udvalgt tre mærker, der har skruet op for humøret – på hver sin måde.

Swatch – det kan du selv lave

I efteråret lancerede Swatch serien Swatch X, hvor du selv kan være med til at designe dit ur. Online ligger en generator med en række designark, inspireret af alt fra natur og streetart, til geometri og tegneserier. Du vælger din favorit og flytter rundt på dit gennemsigtige Swatch-ur, indtil du finder dit unikke mønster. Klik bestil, og vent på at posten kommer med nye farver til håndleddet! Set til 880 kr.

TAG Heuer går graffitivejen

TAG Heuer har de senere år satset kraftigt på ambassadører, der appellerer til et ungt og rebelsk publikum, og det er vel også tanken bag det samarbejde, man har haft med den kendte street artist Alec Monopoly siden 2016. I starten af februar fremviste man et par nye modeller, bl.a. denne Formula 1 (ref. WAZ1119.FT8023), som vel bedst kan beskrives som et hårdført og legesygt graffiti-ur med quartz-værk. Set til 1.250 USD.

Richard Mille lukker op for godteposen

På SIHH-messen i Geneve fremviste det eksklusive mærke Richard Mille deres nye Bonbon-kollektion, der består af 10 ure, der er som taget ud af en slikbutik. Navnene siger det hele, bl.a. Marshmellow-modellen her til højre. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om luksusure i millionklassen, der på en måde ligner en pose billige e-numre – men farverige, det er de da! Priserne ventes at ligge på 122-158.000 $ + afgifter, når de lander til sommer.