Portræt: Danske Svend Andersen har i næsten 60 år været med til at definere toppen af schweizisk urmageri.

Da Svend Andersen i 1963 rejste til Schweiz for at komme tættere på urverdenens rødder, kunne han ikke vide, at han selv ville blive en af de ypperste urmagere i verden. I år fylder han 80 år, er stadig aktiv og står som et fyrtårn for de små, uafhængige urmærker.

Når man siger urmageri, må man også sige Schweiz. Sådan tænkte danske Svend Andersen i hvert fald, da han i 1963 som en ung mand på 21 år flyttede til Schweiz. Han ville se, hvor urene blev lavet, for i Danmark reparerede og servicerede man kun ure – stort set ligesom i dag. Urmager var han allerede blevet, lidt ved et tilfælde, fordi han ikke kunne få en læreplads inden for skibsinstrumenter i hjembyen Gråsten. Efter fire år i lære hos urmager Hansen i Padborg og eksamen på urmagerskolen i København skulle værnepligten også aftjenes, og da han efterfølgende stødte ind i problemer med fagforeningen, tænkte han, at han ligeså godt kunne rejse til urenes hjemland og prøve lykken. 

“Jeg havde set nogle stillingsopslag i et urtidsskrift, og da jeg søgte dem, fik jeg tilbud fra både fabrikker og forretninger i Schweiz. Forretningerne ville betale det dobbelte i løn, fordi jeg kunne engelsk, så valget var nemt. I første omgang kom jeg til byen Brig i den sydlige kanton Valais, hvor jeg om vinteren nød livet i de høje bjerge ved skisportsstedet Saas-fee i et års tid. Derefter rejste jeg til Luzern og arbejdede for kæden Gübelin i en årrække – først i Luzern og siden i Genève”, forklarer Svend Andersen, da jeg fanger ham på telefonen en dag i januar. 

Verdensberømt overnight

Efter næsten 60 år i udlandet er Svend en anelse rusten i sit modersmål, men han taler sig dog hurtigt varm. Så jeg spørger, hvordan han gik fra at servicere ure i butikker til at blive ‘the godfather of modern independent watchmaking’, som han bl.a. omtales. 

“Mens jeg arbejdede hos Gübelin fik jeg en ide til et særligt ur. Det var faktisk nytårsaften i 1968, hvor vi sad i festligt lag, og da jeg skulle se, hvad klokken var, kiggede jeg over på uret i stuen – men jeg sad sådan, at jeg skulle kigge igennem en flaske for at se det. Og da fik jeg ideen til at lave et ur inde i en flaske. Det spillede nok en rolle, at jeg havde tilbragt meget tid i Aabenraa, hvor der på byens museum er en stor udstilling af flaskeskibe. Men jeg gik i hvert fald i gang med at bygge et ur inde i en flaske ved siden af mit arbejde, og da jeg præsenterede det, skabte det utrolig meget opmærksomhed. Historien gik verden rundt på en uge – og det var jo før internettet og en helt anden tid. Det gjorde mig verdensberømt i ursamlerkredse som ‘the watchmaker of the impossible’, og kort efter blev jeg headhuntet af Patek Philippe, hvor jeg skulle arbejde i deres Atelier des grandes complications, altså dér hvor de laver de mest komplicerede ure – fx evighedskalendere og ure med repetition”.

Succes midt i en krisetid

Svend kom med andre ord til at arbejde på en af de fineste adresser i Genève, og endda med de mest komplicerede ure overhovedet. Paradoksalt nok skete det i det værste årti i den schweiziske urhistorie, nemlig i 1970erne, hvor quartz-krisen rasede, og billige quartz-ure fra især Japan var meget tæt på at nedlægge hele den stolte urmagertradition i Schweiz. 

“Vi mærkede ikke så meget til krisen hos Patek Philippe, men der var nogle år omkring 1977 og 1978, hvor vi ikke skulle arbejde mandag og fredag, fordi der simpelthen ikke var arbejde nok. Og generelt var der katastrofestemning i branchen. Jeg kan huske, hvordan eksempelvis Ulysse Nardin på få år gik fra at være en stor fabrik med 100 medarbejdere, til blot at være fem mand tilbage. Og andre lukkede helt”.

Ved siden af sit arbejde hos Patek Philippe havde Svend tid til at fortsætte med at lave sine flaskeure på bestilling – dels fordi det var sjovt, dels fordi man ikke tjente meget som urmager, selv hos Patek Philippe dengang. “Jeg lavede 37 flaskeure i alt, og 20 af dem er i dag udstillet på museer og i samlinger verden over. Det er noget af det, jeg er mest stolt over i min karriere”.

Ure i eget navn

Der skulle nu komme mere at være stolt af, for i 1980 fødtes forløberen for Andersen Genève som et af den moderne æras første independent urmærker. Svend havde taget tilløb til det i nogle år, for efter flaskeurene og tiden hos Patek Philippe var hans navn blevet synonymt med urmageri på højeste niveau, og derfor var samlere begyndt at henvende sig for at få lavet specialopgaver. 

“Det hele startede med, at der kom en ursamler fra Luzern med et kompliceret lommeursværk, hvor selve guldkassen var forsvundet i krisetider. Nu ville han gerne have en ny kasse. Jeg anede ikke, hvordan man lavede kasser til lommeure, men det fandt jeg ud af. Jeg har altid haft en positiv indstilling til tingene, og hvis man ikke ved noget, må man jo spørge. Så jeg tegnede en kasse og fandt en kassemager, der kunne udføre den i guld. Samleren blev glad og tog uret med til en udstilling i München, hvor det vakte interesse hos samlere fra hele verden. Det var i 1978, og jeg begyndte at få bestillinger på flere kasser. Der var andre, der lavede kasser dengang, men mine kasser skilte sig ud ved at være stilrene”. 

Markedet for urkasser var dog for nedadgående, så Svends kassemager ringede i efteråret 1979 til ham og sagde, at hans virksomhed måtte lukke – men at han måtte få alle maskinerne, hvis han ville fortsætte virksomheden.

“Da havde jeg allerede bestillinger på 10-15 kasser, så jeg fandt et lokale, og han flyttede ind med maskinerne. I slutningen af 1979 sagde jeg mit job op og blev selvstændig – med en bestilling på en lommeurskasse fra Patek Philippe. I første omgang arbejdede jeg sammen med kassemageren, men midt i 1980erne begyndte der at være stigende interesse for mekaniske armbåndsure igen, og da min han ikke ønskede at lave kasser til armbåndsure, forlod han firmaet i 1984 – og så skiftede jeg navnet til Andersen Genève”.

Reddet af italienerne

Den stigende interesse for armbåndsure af høj kvalitet kom meget specifikt fra Italien, forklarer Svend: “Sommetider kom italienerne med værker, de ville have kasser til, andre gange ville de have et helt ur med værk. Og jeg havde masser af værker liggende, for under quartz-krisen kunne man købe urværker af god kvalitet for 2 franc stykket fra konkursboerne. Dem har jeg stadig en masse af, som vi stadig bruger som basisværker i fx Andersen Genève World Time-urene. I begyndelsen var det blot mig, men i løbet af årene tog jeg nogle af de bedste unge urmagere ind som lærlinge – bl.a. Franck Müller (indehaver af urmærket af samme navn, red.) og Felix Baumgartner (indehaver af urmærket Urwerk, red.). I 1989 lancerede jeg min world time-model, som Prins Henrik fik et af i anledning af Den Danske urmagerskoles 100 års jubilæum i 1989. Senere kom modellen Mundus i rekordbøgerne som det tyndeste værk af sin slags nogensinde. Disse world time-ure blev om noget mit varemærke og fremstilles stadig. Derfra udviklede det sig. I 1996 kom en italiener til mig og spurgte, om jeg kunne lave et armbåndsur med en erotisk automaton. Det kendte man fra lommeurene, men det fandtes ikke i armbåndsure. Det er meget kompliceret at gøre så småt, men det udviklede jeg – og jeg er stadig den eneste i verden som laver den slags”.

Grundlagde akademiet for uafhængige urmagere

Ved siden af arbejdet med sine egne ure, fandt Svend også tid til at starte en slags brancheorganisation op, nemlig Académie Horlogère des Créateurs Indépendants (AHCI). Det var i 1985, og tanken var at sørge for, at der var plads til de små, uafhængige urmærker mellem de store koncerner i den revival af mekaniske ure, der så småt begyndte på dette tidspunkt. 

I hele perioden har Andersen Genève været et niche-brand for kendere, og produktionen overstiger ikke 50 ure om året, fordi Svend Andersen nægter at gå på kompromis med kvaliteten. Der er sjovt nok ikke så mange af urene, der har fundet vej til Danmark, men det har den erfarne urmager en forklaring på, som leveres med et smil: “Danmark er et uland, hvad ure angår. Mit navn er bedre kendt i Beijing end i København”.

Selvom Svend nærmer sig de 80 år og har i princippet givet stafetten videre til Pierre-Alexandre Aeschlimann og tre unge urmagere i sit urmærke Andersen Genève. Men han er stadig med i AHCI, især som rådgiver.