Chopards nye ørn lander i København

Chopards nye ørn lander i København

20. oktober 2019 0 Af Kåre

Lørdag aften havde Chopard inviteret til kombineret produktlancering og poolparty i København. Den nye Alpine Eagle-kollektion ser lovende ud!

Alpine Eagle 41 mm stål med grå skive. Pris 93.000 kr.

Den helt store megatrend lige nu er uden tvivl stålsportsure med integreret lænke. Der er lange ventetider på Rolex’erne og Patek’erne. Og måske budgettet ikke er til et Royal Oak. Så er det godt, at der alene i år er kommet adskillige nye og ret seriøse alternativer. På Baselworld fremviste eksempelvis Urban Jürgensen deres nye Model One, og for nyligt kom Bell & Ross med deres bud på et stålur med lænke, BR05. For tre uger siden var det så Chopard, der lancerede deres Alpine Eagle-kollektion med 11 forskellige modeller. Dem fik jeg lov til at kigge nærmere på i går, da Chopard i samarbejde med Stenstrup havde inviteret til kombineret produktlancering og poolparty på det fancy hotel Manon Les Suites midt i København.

Det er ikke helt nyt for Chopard at lave sporty stålure, og faktisk har man gravet ned i sit eget bagkatalog for at finde inspirationen til Alpine Eagle, der er designet med udgangspunkt i kollektionen St. Moritz fra 1980. Typisk for tiden dengang var det et lille, tyndt quartz-ur, der ikke ville give meget street credit i dag, så fornuftigt nok har Chopard ikke blot valgt at nyfortolke designet, men er gået all in på at skabe et luksusur med masser af fine detaljer – og et solidt inhouse produceret mekanisk urværk ombord.

Hele kollektionen + St. Moritz. fra 1980.

I tråd med Chopards (relativt nye) fokus på bæredygtighed er der anvendt genbrugsstål, som så til gengæld er blevet raffineret til en ekstra stærk form for stål. I two tone-modellerne er guldet ligeledes fairmined. Så på sin vis er Alpine Eagle lige så tidstypisk, som St. Moritz. Hvor man i 1980 tydeligvis ønskede at knytte an til det søde jetset-liv i det schweiziske skiparadis i Alperne, handler det i dag om at vise, at man tager klimaet alvorligt og er tæt forbundet med naturen.

Det er hele tre generationer af Chopards ejerfamilie, Scheufele, der er gået sammen om udviklingen af Alpine Eagle, men det var øjensynligt yngste led i familien, Karl-Fritz, der tog initiativet. Han opdagede ved et tilfælde St. Moritz i en montre i Chopards hovedkvarter og overtalte far Karl-Friedrich og farfar Karl til at revitalisere modellen.

Og når nu naturen er i fokus, så fik den navn efter en af de sjældne ørne i området. Skiven er inspireret af ørnens øje, og sekundviseren har en fin, lille fjer-hilsen for enden. Ellers må man nok mene, at det meget maskuline og industrielle udtryk signalerer mere kultur end natur.

Alpine Eagle kommer i to størrelser, 36 mm og 41 mm, og da Chopard ikke vil tale om deciderede herre- og damemodeller, så er hele banden i princippet unisex. 36 mm stål kan selvfølgelig sagtens gå an på en herrearm, men personligt ville jeg nok ikke binde an med diamantkransen. “Det er mere til det asiatiske marked”, bedyrede Chopards marketingafdeling da også.

Efter præsentationen stod den på cocktails og poolparty, men der stak deres udsendte snuden hjemad.