Only Watch – unikke ure bortauktioneres til velgørenhed

Only Watch – unikke ure bortauktioneres til velgørenhed

2. juli 2019 0 Af Kåre

For 8. gang løber urauktionen Only Watch af stablen, og i år har hele 52 urmærker været med til at donere i alt 50 unika-ure (et par af dem er samarbejder). Selve auktionen foregår først til november, men hen over efteråret vil de donerede modeller tage på rundtur til auktionshuset Christie’s filialer i Geneve, Dubai, Paris, London, New York, Singapore, Hong Kong, Taipei og Monaco, så interesserede ursamlere kan tage dem i nøjere øjesyn. Protektor for Only Watch er Prins Albert af Monaco, og overskuddet går ubeskåret til forskning i muskelsvind. De hidtidige 7 auktioner (de foregår hvert andet år) har tilsammen indsamlet knap 270 mio. kroner.

Blandt urene i år er der nogle ret fantastiske modeller, bl.a. dette Jaeger-LeCoultre Master Ultra Thin Perpetual Enamel i den nye og unikke Chestnut-farve (ref. Q13035EW). Vurderingen lyder på 49.000 – 63.000 euro, hvilket faktisk ikke er meget mere end udbudsprisen på den normale blå udgave i hvidguld. Så mon ikke der kan blive lidt ekstra til velgørenhed, hvis der er nogen, der er ude efter et helt unikt ur?

Af andre mærker kan nævnes Tudor, F. P. Journe, Hublot, Montblanc og Patek Philippe. Du kan se alle de donerede modeller her.