Nivada Grenchen lancerer Depthmaster ‘Pac-Man’ i bronze

Nivada Grenchen lancerer Depthmaster ‘Pac-Man’ i bronze

19. maj 2024 0 Af Kåre

Nivada Grenchen har netop afsløret deres seneste version af det ikoniske dykkerur, Depthmaster, der nu fås i en smuk bronzeudgave. Uret udstråler styrke, elegance og funktionalitet og er perfekt til både dykkerturen på Barrier Reef og til mødet i bestyrelseslokalet.

Da den originale Depthmaster blev introduceret i 1965, var det det første dykkerur nogensinde, der blev klassificeret til en dybde på 1.000 meter – en helt uhørt specifikation på et tidspunkt, hvor de fleste dykkerure kun var vandtætte ned til 100 meter, og blot nogle få kunne nå ned til 200 meter. Uret skilte sig desuden ud med sin 38 mm store cushion case, robuste horn og en tyk metalkrans. 

Den nye udgave af Depthmaster er stadig vandtæt ned til 100 ATM (1.000 m) og er desuden blevet udstyret med et par designdetaljer, der tilføjer et mere moderne og legende udtryk. Kransens sorte keramik giver en stærk kontrast til bronzekassen og fremhæver de Pac-Man-inspirerede tal endnu mere. Modellen fås med et udvalg af remme, herunder ‘Tropic’ gummi, læder og ‘Racing’ (i alt syv muligheder), der understreger urets alsidighed og anvendelighed i enhver situation.

Bronze – essensen af maritimt udstyr

Det giver god mening at anvende bronze til dykkerure, for det er et materiale, der historisk set har været brugt til alt fra statuer til marineudstyr på grund af dets særlige modstandsdygtighed over for korrosion. Til Depthmaster Bronze har Nivada Grenchen valgt en CuAl8 kobber-aluminium bronzelegering, der består af 92% kobber og 8% aluminium. Denne legering danner aluminiumoxider på overfladen, som gør metallet endnu mere korrosionsbestandigt. 

Personlig patinering 

En af de mest tiltalende egenskaber ved bronze er den patina, som udvikles over tid. Med CuAl8-legeringen udvikler Depthmaster Bronze en subtil og jævn farvning, der afhænger af dit personlige brug, din huds kemi, og det miljø, du anvender uret i. På den måde udvikler uret sin helt egen, personlige patina. Savner du den skinnende, nye bronze, kan du til enhver tid genskabe den oprindelige glans ved en let rengøring med fx helt almindelig citronsaft.

Nivada Grenchen Depthmaster ‘Pac-Man’ 39 mm (ref. 91833_3_A1). Pris 1.600 CHF. 

FAKTA: Nivada Grenchen

Nivada Grenchen har været en integreret del af den schweiziske urverden siden 1926, da Jacob Schneider grundlagde mærket i Granges (kendt som Grenchen på schweizisk-tysk). I 1976 overtog hans søn Max virksomheden. Nivada Grenchen var blandt de første til at fremstille automatiske ure i 1930 og har etableret et ry for ydeevne og pålidelighed under ekstreme forhold. I 1965 satte mærket nye standarder med introduktionen af dykkeruret Depthmaster, klassificeret til 1.000 meter dybde. Efter flere års stilstand blev mærket genoplivet i 2018 af Guillaume Laidet med de to ikoniske modeller, Chronomaster Aviator Sea Diver og Depthmaster.