Kunstig intelligens indtager urverdenen

Kunstig intelligens indtager urverdenen

20. november 2023 0 Af Kåre

EveryWatch er en helt ny AI-baseret informationsplatform til det internationale urunivers. Uanset om du er passioneret urnørd eller arbejder professionelt med ure, kan du nu via få klik indhente pålidelig information om alle de ure, der er til salg hos 250 auktionshuse og 150 webshops over hele verden.

Hvad koster et Rolex Submariner fra 1969 eller et Speedmaster fra 2020? Hvad trender på urmarkedet, og hvad ser ud til at blive en god investering? Og hvilke steder i verden har man forkærlighed for specifikke modeller? Disse og mange flere spørgsmål kan fremover besvares af EveryWatch, der er en ny, AI-baseret platform, der lanceres i dag i forbindelse med Dubai Watch Week. Ifølge pressemeddelelsen gennemtrawler platformen løbende mere end 500.000 referencer fra mere end 250 auktionshuse og 150 online markedspladser og forhandlere. Med blot ét klik kan man således finde faktisk handelspriser på ure over hele verden. Det kan være ret praktisk, hvis du fx er på udkig efter dit grail watch, og har tålmodigheden til at vente på det helt rigtige, men til gengæld gerne vil vide, præcis hvad prisniveauet ligger på.

Historisk database med 500.000 ure

EveryWatch har været undervejs i to år og omfatter allerede nu en historisk database over salgspriser på over 500.000 ure og aggregater nye ure, der kommer på markedet i realtid fra de mange forhandlere og auktionshuse. Med den tilgængelige data, kan du nemmere beslutte, om du vil slå til på et givent ur.