IWC Spitfire klar til at flyve Jorden rundt

IWC Spitfire klar til at flyve Jorden rundt

26. februar 2019 0 Af Kåre

På SIHH lancerede IWC med pomp og pragt deres nye spitfire-modeller. Især den fine limited edition var værd at se på. Den skal senere på året ud på en længere flyvetur, når de to piloter Steve Boultbee Brooks og Matt Jones skal tage hele turen rundt om Jorden i en original Spitfire fra 1943.

Steve Boultbee Brooks (til venstre), Matt Jones (i midten) og Christoph Grainger-Herr, CEO for IWC Schaffhausen. Foto: David M. Benett/Getty Images for IWC

På PR-billedet her hygger piloterne sig til SIHH’s gallamiddag, men dagen efter var de altså bogstaveligt talt i arbejdstøjet, da de foran publikum i det lille auditorium fortalte om deres projekt The Longest Flight, hvor de vil flyve den nyrestaurerede Spitfire fra 1943 hele Jorden rundt.

Steve Boultbee forklarede, at det var en drøm, der nu gik i opfyldelse for de to piloter, der sammen driver Boultbee Flight Academy – det eneste sted i verden, man kan lære at flyve i den legendariske maskine. Sidste efterår gik IWC med som sponsor og samarbejdspartner, hvorfor projektet nu kan realiseres.

“I moderne fly er det lidt som at køre i en bus. Men en Spitfire tager du nærmest på som en frakke. Det føles lidt som at være Ironman. Bare du hiver let i pinden, så reagerer maskinen lynhurtigt, og du kan mærke det i hele kroppen. Det er glæde, frihed og elegance”, sagde Steve Boultbee, og Matt Jones supplerede: “Det er den ultimative frihed, fordi det er en meget kraftig, men smidig maskine, så du kan flyve fuldstændigt, som du har lyst. I moderne fly er der en masse indbyggede sikkerhedssystemer, der forhindrer dig i det, men her har du muligheden for at flyve på en måde, så det føles som om flyet er en forlængelse af din krop – og det er fantastisk”.

WC Pilot’s Watch Timezoner Spitfire Edition “The
Longest Flight” (ref. IW395501) (250 stk.).

Undervejs på The Longest Flight kommer Spitfire-flyet til at lande et hav af gange, for rækkevidden er begrænset. Derfor er der mulighed for at komme helt tæt på flyet, hvis du er i nærheden af den 43.000 km lange rute, der går igennem 26 lande. Se mere om projektet her.