Kend din klassiker: Bulgari Octo Finissimo

Kend din klassiker: Bulgari Octo Finissimo

20. oktober 2023 0 Af Kåre

Selvom Octo Finissimo har mindre end ti år bag sig, har kollektionen i dén grad sat sit præg på urverdenen med en stribe rekorder for sit banebrydende, letgenkendelige og ekstremt slanke design. Det er med andre ord blevet en moderne klassiker. Jeg har mødt chefdesigner Fabrizio Buonamassa til en snak om Bulgaris succes med kollektionen.

Hvad får man, hvis man krydser et traditionsrigt italiensk modehus med finere, schweizisk urmageri? Man får Bulgaris urafdeling, der de senere år har markeret sig som en af de mest innovative af slagsen – ikke mindst takket være kollektionen Octo Finissimo, der med sit slanke design og underspillede elegance har skabt sin helt egen niche for luksusure. 

Fra sølvsmedje til urmageri

Bulgari blev grundlagt helt tilbage i 1884 af sølvsmeden Sotirio Bulgari, og i dag er brandet kendt for bl.a. overdådige diamantsmykker, elegante dametasker og duftuniverser. Siden 1980 har Bulgari dog også haft en afdeling for ‘haute horlogerie’ i Neuchatel i Schweiz, og gennem årene er det blevet til en række ikoniske ure, bl.a. dameuret Serpenti, hvis armbånd snor sig som en slange om håndleddet. Også unisex-modellen Bulgari Bulgari fra 1990erne opnåede succes, men mærket har ikke som sådan været kendt for hverken maskuline eller komplicerede ure.

Baseret på Genta-design

Det har dog ændret sig de senere år, og skiftet i fokus startede omkring årtusindeskiftet, hvor Bulgari overtog to brands skabt af nogle af urverdenens helt store personligheder, nemlig urmageren Daniel Roth og designeren Gerald Genta. Især Gerald Genta er interessant, fordi han er den mest produktive og kendte urdesigner nogensinde – og bagmand til klassikere som Patek Philippe Nautilus og Audemars Piguet Royal Oak. I 1980erne skabte han sit eget brand, hvor han sprøjtede designs ud, bl.a. en serie jumping hour-ure med karakterer fra Anders And-universet, som spøjst nok har vist sig at være de mest levedygtige fra den del af hans karriere. Men så tegnede han også et ur, han kaldte Octo, hvis ottesidede kasse er inspireret af arkitekturen i romerske søjler. Selvom en ottekantet urkasse måske lyder bekendt (Royal Oak), så er Octo indlejret i en cirkel og endnu en ottekant, der tilsammen giver dette ur sit helt eget udtryk. Modellen levede dog et stille liv, indtil Bulgari i slutningen af nullerne mente, at den var værd at revitalisere.

Moderne minimalisme

Til at stå for dette projekt udpegede man Fabrizio Buonamassa, der var kommet til Bulgari fra Fiat, hvor han bl.a. havde designet Alfa Romero’er. Nu skulle han som en af sine første opgaver modernisere Octo, og ambitionen var at skabe noget, der vakte opsigt, fortæller han: “Jeg havde aldrig mødt Gerald Genta, men det var tydeligt, at Octo var en god platform, og der var et kæmpepotentiale til at udvikle arven fra ham. Før Octo Finissimo var Bulgari mest kendt for smykkeure, men vi ønskede at finde vores egen vej og ledte efter noget helt nyt. Vi ville lave noget moderne, noget med italiensk elegance. I årene efter finanskrisen var der en del store og chunky ure, men tiden var vendt, og mange ønskede noget mere underspillet og enkelt. Vi ville skabe noget, som ingen forventede. På det tidspunkt var Octo et tykt ur med mange lag og komplikationer, så vi gik i den modsatte retning. Skivens design blev skåret ind til benet, og kassen blev gjort meget tyndere”.

I 2014 præsenterede han og resten af Bulgari så modellen Octo Finissimo Tourbillon, hvor Gentas grunddesign fremstod slankere, mere minimalistisk og moderne. Urverdenen spærrede øjnene op. 

“Vi vidste fra starten, at uret havde potentiale, men ikke i det omfang. Den første Octo Finissimo fra var en limiteret version på blot 30 stk. eksklusive ure med tourbillon. Den blev godt modtaget, så vi arbejdede videre. Den næste var en model i titanium med klokkespil. Der var nok mange, der tænkte, okay, de kan godt lave små partier af eksklusive ure, men kan de også lave noget mere kommercielt i stor skala? Det store vendepunkt kom, da vi lavede vores første automatiske model i titanium, for her kunne vi producere mange styk, og uret var beregnet til hverdagsbrug. Det blev gennembruddet – og derfra begyndte vi at jagte rekorder for verdens tyndeste ure”, forklarer Fabrizio Buonamassa.

Rekorderne ur

Octo Finissimo har gennem årene slået den ene rekord efter den anden: den første model slog rekorden for tyndeste værk med tourbillon (5 mm), dernæst fulgte tyndeste ur med klokkespil (minute repeater) i 2016 (6,85 mm), tyndeste automatiske ur i 2017 (5,15 mm), tyndeste automatiske ur med tourbillon i 2018 (3,95 mm), tyndeste automatiske ur med GMT og kronograf i 2019 (6,9 mm), tyndeste automatiske ur med tourbillon, kronograf og skeletteret værk i 2020 (7,4 mm), tyndeste automatiske ur med evighedskalender (5,8 mm) i 2021 samt ikke mindst den helt vilde – og vildt tynde – model Ultra, der med sine blot 1,8 mm i tykkelse tog rekorden for tyndeste armbåndsur i 2022 (en rekord som Richard Mille så godt nok snuppede kort tid efter med modellen RM UP-01 på 1,75 mm).

Bulgari har med andre ord gjort en dyd ud af at forene finere urmageri med en ambition om at skære helt ind til benet i et enkelt og frem for alt slankt formsprog. På den vis har de formået at forny måden at se på mekaniske ure, og det har været et forfriskende pust i en branche, der ellers er notorisk kendt for at skue meget tilbage. Fabrizio forklarer: “Det mest fantastiske er, at hver gang vi skifter materiale eller overfladebehandling, får vi et helt nyt ur. Da vi lancerede det første ur i titanium med mat finish på Baselworld i 2016, forstod vi, at det ville blive kæmpestort. Men siden er der også kommet modeller med sort skive, blank stål og nu også i guld, og på den måde kan vi fremhæve facetterne og lænken – så der er mange muligheder i ét design. Og så er det vigtigt at pointere, at Octo Finissimo adskiller sig fra mange andre nye ure ved både dyrke et nyt design og ny teknologi. Ofte ændrer man kun den ene del – fx de mange retrodesigns med nye urværker, eller nyskabende designs med klassiske urværker. Men det er sværere at gentænke både teknologi og formsprog på én gang, og det er dét, der gør Octo Finissimo så ultramoderne”. 

Ultra bærer på sin egen NFT

Især Ultra-modellen vakte opsigt, da urets 1,8 mm virker helt papirtyndt og næsten naturstridigt for et ur med mekanisk urværk. Udviklingsprocessen var lang og kompliceret for urmagerne og desginteamet, husker Fabrizio, der bogstaveligt talt tænkte uret ind i en helt ny verden: “Det var lidt min baby. Der var et stort fjederhus, som vi ikke kunne skelettere, for så ville der komme olie ud i uret – derfor besluttede vi at dekorere fjederhuset i stedet. Det var dog også for tyndt til at gravere i, så vi måtte gøre noget andet, og så kom jeg til at tænke på en qr-kode, fordi der er noget med formsproget, der taler med de skarpe kanter på kassen. Og det gav os så muligheden for at skabe den ultimative komplikation og åbne en dør ind til den digitale verden. Nu er uret bogstaveligt talt en port til en digital verden, fordi der er tilknyttet et NFT-ur via qr-koden. Det er ikke alle, der bryder sig om det, men for os var det en mulighed for at tale om en ny teknologi. Vi har i hele Richemont-gruppen mange kunder, der gerne vil kunne bruge deres ure i metaverset, og det skal vi jo tage hensyn til det”. 

Der blev blot produceret 10 stk. af den eksklusive model med et prisskilt på 440.000 $ (godt 3 mio. kr.), og ved urenes Oscar-uddeling i november 2022 udløste Ultra prisen for ‘Audacity’, altså for usædvanligt vovemod i designet.

Har givet Bulgari et nyt publikum

Med priser der starter et godt stykke over 100.000 kr. er Octo Finissimo ikke for alle, men kollektionen har været med til at åbne nye døre for Bulgari. “Man behøver jo ikke et armbåndsur i dag – men man kan udtrykke sin smag og stil med et ur. Med Octo Finissimo er vi helt klart nået ud til et yngre publikum. Det kom faktisk bag på os, at der er så mange unge mennesker, der er interesseret i Octo Finissimo – prisen taget i betragtning – men vi møder mange, der har en samling af forskellige af vores modeller. Der er bred enighed om, at Octo Finissimo er et af de mest interessante ur i nyere tid – og det tiltrækker samlere af alle slags”.  

Og hvad kan vi så forvente os af Octo Finissimo de kommende år – er der flere rekorder at hente? 

“I dag er vi i fase to af Octo Finissimos historie. Første fase handlede om nyhedsværdien og om at slå rekorder. Nu handler det om at udvikle design, materialer og urværker. Vi har mange planer for de næste 4-5 år”, slutter Fabrizio Buonamassa.

Octo Finissimos otte verdensrekorder (fra højre og fremefter)

1. Tourbillon Manual 2014 (5 mm)

2. Minute Repeater 2016 (6,85 mm)

3. Automatic 2017 (5,15 mm)

4. Tourbillon Automatic 2018 (3,95 mm)

5. Chronograph GMT Automatic 2019 (6,9 mm)

6. Tourbillon Chronograph Skelton Automatic 2020 (7,4 mm)

7. Perpetual Calendar 2021 (5,8 mm)

8. Ultra 2022 (1,8 mm).