Ure til flere millioner på auktion i Geneve

Ure til flere millioner på auktion i Geneve

19. september 2023 0 Af Kåre

I weekenden den 3.-4. november afholder auktionshuset Phillips deres store Geneve-auktion, hvor nogle af verdens dyreste og mest eftertragtede ure kommer under hammeren. Var det noget med et Rolex 6062 eller et Patek Phillipe Nautilus til mellem 8 og 15 millioner kroner?

Da jeg var i Geneve i forbindelse med Geneva Watch Days kiggede jeg også ind hos auktionshuset Phillips, der holder til i en anonym, grå kontorbygning midt på en af de store shoppinggader. I et relativt kedeligt lille mødelokale blev jeg præsenteret for nogle af de vildeste ure, jeg har set i år. Der var bl.a. nogle uhyre sjældne og eftertragtede modeller fra Patek Philippe, FP Journe, Rolex, George Daniels og Kari Voutilainen.

Urene skal sælges på den store Phillips Geneva Watch Auction: XVIII den 3.-4. november, der arrangeres i samarbejde med Bacs & Russo. Det var Phillips’ specialist Virginie Liatard-Roessli, der viste urene frem for mig (i samarbejde med hendes hund, der havde fået lov at komme med på arbejde), og hun var særligt begejstret for det sjældne Rolex 6062 i stål og det ligeså sjældne Patek Philippe Nautilus 3700P i platin, som du kan se her.

Rolex ref. 6062 i rustfrit stål er ikke blot en af de sjældneste og mest eftertragtede referencer i Rolex’ velrenommerede historie, men det byder også på en bemærkelsesværdig kompleksitet, idet det indeholder en komplet kalenderfunktion.

Patek Philippe Nautilus ref. 3700P i platin er et af de sjældneste sportsure, der nogensinde er produceret af den historiske, schweiziske urmager. Uret udbydes på auktion for første gang og er det kun tredje eksemplar af denne model, der nogensinde er kommet på markedet – og det eneste kendte uden diamantindekser eller krans.

Det er lidt mærkeligt at sidde med 10-15 mio. kroner mellem hænderne sådan en almindelig onsdag eftermiddag i et mødelokale der smager mere af powerpoints og dårlig kaffe, end af über-luksus – men hey, jeg klager ikke.

Hvis du er i Geneve i dagene op til auktionen kan jeg kun anbefale at tage ud til Hôtel La Réserve lidt uden for centrum, hvor der er gennemsyn af alle de ure, der skal sælges. Det er ikke hver dag, man får muligheden for at prøve disse unikke ure, men som regel kan man uden videre gå ind fra gaden og se nærmere på sagerne (efter at have registrere sig med sit pas). Det er lidt som at besøge et kunstmuseum, bare oversat til urverdenen – for du kan opleve klassikere fra de sidste 70 år samlet på ganske få kvadratmeter.

Tjek Phillips’ hjemmeside for mere info.