Marco Evaristti: Om tid, død og Omega

Marco Evaristti: Om tid, død og Omega

9. september 2021 0 Af Kåre

Kunstner Marco Evaristti ejer mere end 100 Omega-ure, men går næsten aldrig med ur. Til gengæld har han tatoveret en urskive på håndledet, som en reminder om, at man skal leve i nuet. I dagens anledning har han dog iført sig sit Omega Speedmaster fra 1960erne, som han fik af sin svigerfar.

Hvordan startede din urinteresse?

“I 1995 blev jeg uddannet arkitekt, og min svigerfar forærede mig mig en Montblanc-kuglepen, en Dupont-lighter og et Omega Speedmaster. Det var hans eget ur fra slutningen af 1960erne, og jeg har det stadig. Det betyder meget for mig, især fordi han nu er gået bort. Da jeg fik uret, blev jeg nysgerrig og begyndte at researche om ure og blev hurtigt bidt af det. Omkring år 2000 tjente jeg gode penge på min kunst, så jeg begyndte at købe Omega-ure. Det kunne være hvad som helst. Jeg gik på auktioner, og når jeg udstillede i Aalborg besøgte jeg jævnligt den lokale urbutik og købte et Omega – det kunne både være nye og vintage. Og så rejste jeg til Hong Kong, Bangkok og USA og købte flere, det blev en hel mani. Da onlineauktionerne åbnede i løbet af nullerne gik jeg derind. Det blev en obsession, og jeg endte med 116 Omegaer, hvor det første er fra 1937. Jeg stoppede, da jeg ikke syntes, jeg kunne finde modeller. Jeg kom dertil, hvor jeg begyndte at købe den samme model i flere farver, og så syntes jeg, det var på tide at stoppe. Men jeg kommer aldrig til at sælge dem, de ligger bare i en bankboks”.

Hvad er det særlige ved Omega?

“I mine øjne er Omega for folk, som har stil. Omega er stilfærdigt design, det praler ikke. Det første de fleste gør, når de kommer til penge, er at købe et Rolex. Og det er lidt poppet, synes jeg. Alle mine venner og bekendte går med Rolex, og jeg elsker at tage gas på dem, når de kommer med deres dyre ure. Jeg er også Porsche-freak og har haft 9 forskellige Porscher gennem tiden. For mig har Porsche samme udtryk som Omega, hvor Ferrari er lidt prangende ligesom Rolex”.

Til trods for dine mange ure går du stort set aldrig med ur – hvordan kan det være?

“Jeg går ikke med ur, fordi jeg har den her tatovering på håndleddet, som jeg fik for over 10 år siden. Det er en tatovering, der har stor betydning for mig. I 2008 bad Amnesty International mig om at tage til USA og lave et projekt med folk, der sad på dødsgangen. I første omgang skulle jeg designe tøj til de dødsdømte under sloganet ‘If you kill them, do it in style!’, som en kommentar til det umenneskelige i dødsstraf. Jeg besøgte flere gang den dødsdømte Gene Hathorn, der sad i fængslet i Huntsville i Texas, og på et tidspunkt bemærkede jeg, at hans ur vendte med bagsiden opad, og jeg spurgte hvorfor? Han svarede, at tiden ikke havde samme betydning for ham, som for mig. Han havde siddet 27 år på dødsgangen, og for ham var klokken altid 5 minutter i tolv – det tidspunkt, hvor man bliver hentet til henrettelse. Det rørte mig, og hele mit kunstprojekt fra forløbet fik navnet Five2Twelve. Efter jeg var kommet hjem til Danmark igen, fik jeg tatoveret en urskive på mit håndled, hvor klokken altid er 5 i 12. Heldigvis lever Gene Hathorn endnu, for det lykkedes at samle så mange penge ind til ham – bl.a. via nogle armbånd jeg designede – at han fik en god advokat, der via en appelsag fik omstødt dommen til dobbelt livstid. Men hele processen med ham gjorde et stort indtryk på mig, og derfor fik jeg tatoveringen. Og stille og roligt holdt jeg helt op med at gå med ur”. 

Hvordan spiller tiden ind i din kunst?

“Der er ofte et element af tid og død. Jeg har lige lavet et projekt, hvor jeg forsøger at genoplive klassiske værker fra renæssancen. Jeg forestiller mig, hvordan motiverne ville se ud efter flere hundrede år – mennesker bliver til skeletter, det grønne dør, landskaber ændrer sig. Og i et kommende projekt skal jeg bestige Mount Everest og samle skrald ind til skulpturer. Her er tiden altafgørende. Jeg skal beregne mit iltforbrug til de sidste 800 meter i dødszonen på toppen. Har jeg ikke ilt og tid nok, kan jeg dø, og jeg har derfor lavet testamente. Planen er at lave et kunstværk her i Danmark, hvor beskueren oplever at være på toppen – i et rum med is og minus 25 grader og iført en maske med blot en tredjedel ilt. Her skal skulpturerne udstilles for at sætte fokus på, hvordan vi dumper affald på Mount Everest”.

Hvad betyder tid som begreb for dig?

“Det betyder meget, for jeg har altid beskæftiget mig med døden og haft en angst overfor den. Jeg har været tæt på at dø i tre trafikulykker. Som Kierkegaard siger, døden er lige bagved os – vi ved aldrig, hvad der sker. Derfor er det nødvendigt at kunne nyde nuet, i stedet for at tænke på fremtiden. I buddhismen har man det samme, her siger man, at bekymringer kommer af at tænke på i morgen eller i går. Men hvis du kun tænker på lige nu og her, kan man leve i nuet”. 

Er du religiøs?

“Jeg er vokset op med katolicismen på et børnehjem i Chile, men min biologiske mor var jøde, og siden 1996 har jeg praktiseret buddhisme. I 1996 opholdt jeg mig i Nordthailand i bjergene og studerede buddhisme i et kloster i 11 måneder. Siden da har jeg taget 6 uger ud af kalenderen hvert andet år for at besøge templer rundt omkring i verden. Nu er jeg ordineret munk, men jeg går kun med tøjet og lever buddhistisk, når jeg er i templerne. Jeg har en lejlighed i Bangkok, og når jeg er dér, går jeg i tempel hver dag og tigger mad og spiser morgenmad sammen med de andre munke”.

Er det ikke vildt at gå fra at tigge mad om morgenen, til at tegne luksushoteller om eftermiddagen og så leve et luksusliv i Danmark?

“Jo, men for mig personligt er opholdet i Bangkok en katarsis, hvor jeg føler, jeg bliver renset. Jeg er lidt en kamæleon og tilpasser mig samfundet, så når jeg er i Danmark, går jeg gerne ud og spiser gourmetmad og lever et helt andet liv”.