Når kærligheden til ure bliver mødt med vold og røveri

RedBar Copenhagen samlede via Facebook og GoFundMe på kort tid et stort beløb ind for at hjælpe urmager Bo Mølbak med at komme ovenpå efter et voldsomt overfald og røveri i hans butik i marts måned. Sammen med initiativtager og RedBar-formand Jasper Nielsen mødtes jeg med ham på landets første rigtige forårsdag. Her fortalte han om den barske oplevelse – og om hvordan vold og røverier er blevet en ubehagelig følgesvend i urbranchen.

Det var en dag som så mange andre for Bo Mølbak – lørdag den 13. marts udmærkede sig ikke ved det helt store, det var gråt og koldt, og typisk for marts måned kunne vejret ikke rigtig beslutte sig for, om det skulle hælde mod vinter eller forår. Klokken halv tolv om formiddagen sad Bo og talte i telefon i butikken på Øster Farimagsgade, da en ung fyr bankede på ruden på den låste dør. Han havde hætten oppe og mundbind på, og måske var det dét, der fik Bo til at lade som om, han ikke så ham – det virkede lidt fishy. Han talte videre, men den unge fyr bankede på igen og trak hætten ned, som for at signalere ‘jeg er ikke farlig’. Men det var han.

• 

Blev slået tre gange i ansigtet

Bo lagde på og åbnede døren. Straks blev han skubbet til side, og en anden fyr trængte sig ind og trak hans rullebord med ure i udstillingen til sig og begyndte at flå urene ned i en taske. “Det lyder som en kliché, men det går meget hurtigt, og det hele står lidt uklart for mig, men jeg tager et skridt hen imod dem og prøver at sige noget til dem. Den største af fyrene slår mig tre gange i ansigtet, og jeg går ud som et lys. Jeg må være faldet bagover, for da jeg kommer til mig selv, er der en del blod på gulvet, og jeg er fortumlet. Jeg går ud på gaden og er ret forvirret. Nogen har heldigvis ringet efter politiet og hjælper mig ind igen. Da betjentene kommer, giver jeg telefonen til en af dem, trykker på min kærestes nummer og beder dem tale med hende – for jeg kan slet ikke sige noget”.

Ikke første gang

Her lidt over to uger efter er Bo heldigvis i bedring, men oplevelsen sidder helt klart stadig i kroppen, og han er for få dage siden blevet opereret i næsen for tredje gang, fordi den blev brækket af slagene. Operationen var under fuld narkose, og han er stadig lidt groggy.

“Jeg har fået hjernerystelse, så jeg kan ikke koncentrere mig mere end et par timer om dagen, før jeg skal hvile mig. Jeg føler, jeg har sovet uafbrudt de sidste 14 dage. Det er første gang, jeg har hjernerystelse, og det tapper virkelig én for energi. Det er på en måde mere mentalt end fysisk”, siger Bo. Hans kæreste, Astrid, supplerer: “Ja, og så er du altså stadig mærket af det. Forleden gik vi på gaden, og så trådte jeg skævt på kantstenen, og det gav et sæt i dig, som det normalt ikke ville gøre”.

Efter overfaldet flyttede Bo ind hos Astrid, og det er også her vi mødes til en sodavand på tagterrassen med udsigt over København. Det er årets første rigtige forårsdag, og her i solskinnet virker røveriet i marts på mange måder langt væk. Men man skal ikke tage fejl, overfald, indbrud og røverier er en mørk side, der følger i fodsporet af urbranchen, og den er ikke blevet mindre i takt med, at urinteressen og urpriserne er eksploderet de senere år. Det er da heller ikke første gang, Bo oplever et røveri på egen krop. “Det er faktisk 6. gang i alt, og derudover har jeg været udsat for et stort indbrud. Det værste jeg har oplevet var nok for ca. 20 år siden, hvor jeg arbejdede hos Michael Woollhead i centrum. Her blev der skudt på os under et røveri. Der var flere voldsomme røverier hos Michael, og det har taget meget hårdt på ham”.

• 

Var i lære hos Omega i 1985

Denne mørke side harmonerer ellers ikke særlig godt med det lidt hyggelige præg, der typisk kendetegner de små, uafhængige urmagere som Bo Mølbak. Her handler det som regel om faglighed og passion for håndværket, for urenes mekanik og historie. Urenes sjæl er vigtigere end hurtige penge og prestige, som jo også kan være en del af urverdenen. Bo Mølbak har haft sin butik i præcis 20 år, men det hele startede med en urmageruddannelse i 1980. “Efter 10 sløje år i skolen kom jeg i lære som urmager som 16-årig. Da jeg blev færdig, var jeg heldig at blive udvalgt fra årgangen til at komme på et års ophold hos Omega i Schweiz. Det var i 1984, jeg var 20 år gammel, og det var en kæmpe oplevelse. Det var nogle spændende år i branchen, for det var efter quartz-krisen, Swatch var blevet lanceret året før, og gruppen der blev til Swatch Group var dannet (SMH Group, red.) – med bl.a. Omega og Tissot. Under opholdet fik jeg papir på at kunne servicere Omega, og det var både mekaniske ure, quartz-ure og stemmegaffelure”.

Vel hjemme igen kom Bo til at arbejde for bl.a. Stæhr, der i generationer har været en af de store ur-agenter i Danmark – dengang med bl.a. Omega i porteføljen. “Og så havde de deres eget mærke, Inex. Det var kæmpestort, langt det mest solgte mærke i Danmark i slutfirserne”, siger Bo. Efterfølgende kom han også til Dana Ure, hvorefter han handlede med smykker i 10 år for så at returnere til urverdenen omkring årtusindeskiftet, hvor han bl.a. arbejdede sammen med Michael Woollhead i København.

• 

Urmagerbranchen – et farligt erhverv

I 2007 brød tre østeuropæere bevæbnet med vellignende attrappistoler ind hos Michael Woollhead, stak pistolerne op i ansigtet på ham og tæskede løs med dem. Det var langt fra første gang, Michael Woollhead var udsat for et voldsomt røveri, så han havde anskaffet sig en gammel pistol fra 2. verdenskrig til nødværge. Hans niece, der var nybagt mor, gemte sig i baglokalet, og da Michael bemærkede, at røverne også havde store plasticposer og gaffatape med, var han reelt bange for, at de ville trække poserne over hovederne på dem og tape dem til. Han frygtede med andre ord for sit og niecens liv og fiskede derfor pistolen op og skød og sårede de tre røvere. Efterfølgende blev han i byretten idømt seks måneders fængsel for ulovlig våbenbesiddelse, men blev frikendt for forsøg på manddrab. Den slags oplevelser sætter sine præg, og han blev senere diagnosticeret med PTSD og har nu trukket sig tilbage på førtidspension.

Michael Woollheads historie er desværre ikke enestående, inden for de sidste par år har der været flere voldelige røverier i København, bl.a. i december 2018, da to mænd angreb Bucherer i Illum med økse og pistol. 

Så er det overhovedet værd at sætte liv og lemmer på spil i branchen?

“Før røveriet havde jeg så småt tænkt på at udvide med en urmager mere og opgradere lidt. Men nu er jeg kommet i tvivl. Var det her sket for 10 år siden, havde jeg nok haft lettere ved at feje det væk. Men i dag er jeg 57 år, og med alderen bliver man lidt mere skrøbelig og lidt mere tænksom. Er det mon dét værd? De første par dage efter røveriet var jeg fuldstændig sikker på, at jeg aldrig skulle tilbage igen. Nu hælder jeg til at prøve. Jeg har allerede fået det bedre, og jeg føler mig ikke dårlig, bare konstant træt. Jeg kan godt se en fremtid med butikken, og jeg er virkelig taknemmelig over donationen her. De penge falder på et tørt sted, og jeg skal bruge dem til at holde fri til efter påske. Det betyder helt konkret, at jeg kan betale min husleje og skubbe de serviceprojekter, jeg havde liggende. Nu kan jeg slappe af og komme mig ovenpå hjernerystelsen og operationerne, uden at føle mig presset. Det er en stor lettelse”.

• 

• 

Kig ind og støt urmageren

Det er urinteresserede fra bl.a. RedBar Copenhagen og Facebook-gruppen Danske Urtosser, der har spædet til og indsamlet et beløb på 44.703 kr., som RedBar Copenhagen-formand Jasper Nielsen overrækker Bo. Indsamlingen var ellers på vej op over 50.000 kr., men ifølge danske regler skiller grænsen præcis dér, hvorefter der skal uafhængig revision på – ud over det obligatoriske regnskab – og så mente Jasper, at for meget ville ryge til administration. “Og samtidig måtte det gerne gå lidt stærkt. Nogle donorer fik deres penge retur, der var nogle gebyrer til GoFundMe, og så endte beløbet på de 44.703 kr. Det kan man da godt være stolt af i ursamfundet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi som interesse-samfund står sammen og passer på hinanden, når en af vore egne bliver ramt og har brug for støtte. Indsamlingen gør forhåbentligt, at Bo ikke behøver vende tilbage, før han er helt klar. Og så håber jeg, at det – især i denne tid – kan hjælpe lidt på de økonomiske tab, han må have lidt”, forklarer Jasper.

Også politiet fortjener et klap på skulderen, mener Bo Mølbak i øvrigt, for de har været meget grundige gennem hele processen og tager den slags røverier meget alvorligt. “Alle de gange, jeg har haft indbrud, er tyvene blevet fanget. Og det håber jeg jo også sker nu. Politiet fortalte mig, at de i givet fald står til 4 år i fængsel – og for hvad? Nogle håndfulde ikke særligt kommercielle ure som kun har interesse for ægte urentusiaster. Det er simpelthen for dumt”.

Også politiet fortjener et klap på skulderen, mener Bo Mølbak i øvrigt, for de har været meget grundige gennem hele processen og tager den slags røverier meget alvorligt. “Alle de gange, jeg har haft indbrud, er tyvene blevet fanget. Og det håber jeg jo også sker nu. Politiet fortalte mig, at de i givet fald står til 4 år i fængsel – og for hvad? Nogle håndfulde ikke særligt kommercielle ure som kun har interesse for ægte urentusiaster. Det er simpelthen for dumt”.

Kig ind og støt urmageren

Har du lyst til at blive ved med at bidrage til, at en urmager som Bo Mølbak kan holde skindet på næsen, så kan du jo overveje at besøge hans butik på Øster Farimagsgade næste gang, du skal have lavet service. Han har drevet butikken i snart 20 år og kan servicere alle former for vintageure, lige fra Rolex til Omega og Certina. Samtidig fører han et fint udvalg af ældre ure fra især 1950erne og 1960erne – bl.a. klassiske Omega Seamasters, Dirty Dozen-ure og Certina dress-ure. Han har ingen hjemmeside, men du kan følge ham på Instagram på @molbakbo