Hvorfor koster et Greubel Forsey ur over 1 million kroner?

Har du nogensinde overvejet over, hvad designeren og urmageren tænker på, når de i fællesskab planlægger at bruge adskillige år og et anseeligt millionbeløb på at udvikle et nyt ur, hvor kvaliteten i detaljer og komplikationer tvinger prisskiltet op over de 6 cifre? Det har jeg i hvert fald. Så det spurgte jeg Stephen Forsey om, han må jo vide det, for hans mærke Greubel Forsey fremstiller ca. 100 ure om året i den prisklasse.

Hvordan bliver et ur så bekosteligt, at man skal bruge flere årslønninger på at købe det? Og hvad retfærdiggør egentligt et ur i den prisklasse? Det fik jeg lejlighed til at blive lidt klogere på, da jeg mødte en af verdens allerbedste urmagere, britiske Stephen Forsey. Han dannede i 2004 det eksklusive mærke Greubel Forsey sammen med urmagerkollegaen Robert Greubel. Mærket er et af de mindre, men toneangivende schweiziske mærker, hvilket bl.a. fremgår af, at han modtog den prestigefulde GPHG pris i november 2018. Greubel Forsey er dog i omfang et lille mærke, for man fremstiller kun omkring 100 ure om året. Priserne starter omkring 1 mio. kroner.

Jeg mødte Stephen Forsey i september i København under Ole Mathiesens minimesse 3 Days of Watches. Han var en time forsinket i forhold til vores aftale, og jeg forventede i det hele taget en lettere stresset mand, da han er den mest udfarende del af Greubel Forsey og konstant rejser verden rundt til arrangementer som dette.

Men han virkede nu ganske afslappet og meget imødekommende, da vi satte os ned til en snak om urmageri. Og til forskel fra de mange andre jakkesæt og spadseredragter på messen, var han decideret casual i sin fremtoning med jeans og en ternet skovmandsskjorte med seler over. Han er ikke nogen lille mand, og ved første øjekast kunne man godt forledes til at tro, at han har med mere robust håndværk at gøre. Det er faktisk ret befriende, at han ikke er lige så blankpoleret som store dele af branchen.

Men hvordan er det så lige med hans ure – hvorfor bliver de så svimlende dyre? For at forstå det, bliver vi nødt til at tage forhistorien med og høre, hvordan Greubel Forsey overhovedet blev til.

“Jeg arbejdede sammen med Robert Greubel i 1999 for et af de større schweiziske urmærker, hvor vi stod for deres komplicerede ure. Vores job bestod i princippet i at tage komplicerede værker fra lommeure og gøre dem mindre, så de kunne være i et armbåndsur, men uden at gennemtænke selve ideen i urværket. Vi følte, at man burde nytænke det og bygge et værk fra bunden af i stedet, men det fik vi aldrig friheden til. Det lyder nok som lidt af en kliche, men det var i slutningen af 1999, altså tæt på årtusindeskiftet, så vi kiggede på hinanden og sagde: Hvis vi skal lave det, vi brænder for, skal vi forsøge os på egen hånd – det er nu eller aldrig”.

“Tilbage i 1990erne var komplicerede ure, som fx dem med evighedskalender, meget delikate og kunne ikke tåle at blive brugt på samme måde som et sportsur. Og det syntes vi, var synd, for hvis man betaler mange penge for at kompliceret ur, skal man da også have lov at bruge det i dagligdagen uden at være bange for at skade det. Vores vision var at lave et kompliceret ur, der kunne tåle at blive brugt – og vi ville ikke nøjes med at forfine eksisterende ideer, vi ville starte helt forfra. Så da vi i starten af det nye årtusinde havde sagt vores jobs op, sad vi bogstaveligt talt med et blankt stykke papir og en masse ideer om, hvad vi ønskede os”, forklarer Stephen Forsey.

Det tog de to urmagere nogle år at skaffe penge og realisere deres første ur, men omsider blev mærket Greubel Forsey grundlagt i 2004. Og siden er det gået, om ikke stærkt, så i hvert fald støt fremad. Men ud over at det selvfølgelig er bekosteligt at designe og fremstille et ur fra bunden af, så er vi jo stadig ikke kommet frem til, hvorfor priserne er så høje, som de nu engang er. Men det er der selvfølgelig en forklaring på.

“Vi har begge en baggrund i restaurering af antikke ure, og på de gamle ure var alt jo lavet i hånden, hvorfor graden af finish og detaljer er helt fantastisk. Det ønskede vi at genintroducere, for det er et håndværk, som næsten er uddødt, fordi det er så tidskrævende og dermed dyrt. Vi ville præcis det modsatte af det masseproducerede. Vores vision var, at uret og alle dets dele skulle se lige så fantastisk ud under en lup eller på et fotografi, som når du kigger ned på dit håndled og beundrer det. Vi var godt klar over, at det ville gøre prisen så høj, at det reelt set kun ville være for passionerede ursamlere, og vi vidste ikke, om der overhovedet var et marked for det. Derfor var vi også godt nervøse, for vi havde lånt en masse penge for at starte vores urmærke. I dag tænker man måske, at det lød som en oplagt ide, men for små 20 år siden så man på os, som om vi kom fra det ydre rum, når vi beskrev vores projekt. I første omgang håbede vi, at der blot ville være en enkelt samler eller måske 3, 4, 5 stykker, der kunne se ideen i det – for så kunne vi komme videre”.

Heldigvis var der flere end som så, der kunne se ideen, og i dag er Greubel Forsey en virksomhed med ca. 100 ansatte, hvoraf de 30 er urmagere og 20 alene koncentrerer sig om den tidskrævende hånd-finish. Og det er disse 20, der sætter grænsen for, hvor mange ure, man kan producere.

“Vi kunne godt sælge flere ure, hvis bare vi kunne producere flere, men processen med hånd-finish giver os en flaskehals. Det har taget os mange år at finde og videreuddanne folk til det rette niveau, men selv i Schweiz er urmagerfaget døende. Vi vil gerne bevare ekspertisen, men unge mennesker bliver ikke længere uddannet som i gamle dage. Det er faktisk ret alarmerende, når man tænker på hele branchens fremtid”.

“I princippet ville vi også gerne lave mere tilgængelige ure, men vi nægter at gå på kompromis med kvaliteten og håndværket, så urene bliver desværre meget bekostelige. Det tager tid at lave finish i hånden, og som eksempel kan jeg sige, at det tager ca. 10 timer for en dygtig medarbejder at foretage den afgørende hånd-finish bare på én af broerne i uret. I alt er der ca. 5 måneders håndarbejde med finish på et enkelt ur. Samtidig sidder der en erfaren urmager og samler alle delene til hver enkelt ur – vi har ikke samlebåndsarbejde som mange andre, hvor hver urmager er specialiseret i en enkelt del af processen. Vi mener, at det er vigtigt, at urmageren har forståelse for helheden i vores komplekse ure. Det er med andre ord en meget lang proces at skabe et ur hos os, hvilket driver prisen op. Til gengæld får man et unikum af et ur, der er smukt og gennemarbejdet helt ned i de mindste detaljer – og samtidig så robust, at det kan bruges til alt”.

Du kan se mere til Greubel Forsey på www.greubelforsey.com