Blærede glober fra Bovet

Blærede glober fra Bovet

8. september 2020 0 Af Kåre

7. del af reportagen fra Geneva Watch Days

Jeg er nødt til at starte dette indlæg med et billede af denne smukke Ferrari fra før verden gik af lave. Den har ikke noget med Bovet at gøre (ud over at de nok befinder sig i samme prisleje omkring et par millioner), men jeg gik forbi den på vej hen til Hotel Beau Rivage og blev lidt forelsket …

Nå, men nok om Ferrari. Hvad er Bovet? spørger du måske. Bovet er et con amore-projekt for rigmanden Pascal Raffy, der overtog mærket i 2001 og siden har puttet et ukendt beløb i faciliteter og atelier i Schweiz. Hans ambition er at holde det ypperste schweiziske urmagerhåndværk i live, og det må jeg blot konstatere lykkes meget godt, når jeg ser på deres kreationer. Vi taler kasser af ædelmetaller eller safirglas; vi taler flere store komplikationer ad gangen; og selvfølgelig tourbillon’er … (hvis du ikke ved hvad en tourbillon er, kan du blive klogere i mit leksikon).

Bovet fremstiller ca. 800 ure om året, og priserne på de viste ure her ligger på ca. 300-400.000 CHF (altså 2-3 mio. kroner). “You could almost buy a house for that amount”, sagde jeg med et smil til PR-damen, der viste urene frem. “Well, depends on where you live”, svarede hun tørt – men jeg tror, der gemte sig et smil bag ansigtsmasken.