Ulysse Nardins Blast

Ulysse Nardins Blast

4. september 2020 0 Af Kåre

3. del af reportagen fra Geneva Watch Days

Det var ikke alle mærker, der inviterede på hotel under Geneva Watch Days, Ulysse Nardin benyttede fx lejligheden til at byde indenfor i deres nyindrettede flagship store i det store ur- og smykkekvarter i den gamle bydel. Her mødtes jeg med Sebastien Gautier, der er Western Europe Director for mærket. Han viste mig den nye Blast-kollektion og indledte med ordene: “Vi sælger ikke ure, men følelser og historier”. Og det er jo i virkeligheden lige præcis sagens kerne – og hvad alle de eksklusive urmærker gør.

Den nye kollektion hedder Blast og er en videreførsel af Ulysse Nardins udforskning af bogstavet X, som man også har dyrket i Freak X. Det kommer helt konkret til udtryk ved, at det skelletterede værk er bygget op om et synligt X. “X er den ubekendte variabel. X er det ekstreme og står for udforskning (som i exploration, red.)”, forklarede Sebastien.

Designmæssigt er Blast inspireret af det ikoniske, amerikanske Stealth bombefly, der er konstrueret, så de ikke kan spottes af radar. På Blast-urene er det især blevet overført til facetterne ved hornene.

Blast består af to Ice-modeller i titanium og keramik i hvid og blå til 44.000 CHF samt en Fire-model i rosaguld til 54.000 CHF. Jeg prøvede den sidstnævnte, og den fylder og vejer godt på armen (45 mm).

Det er jo temmelig mange penge (ca. 400.000 kr.), men som Sebastien forklarede, så er det faktisk value for money på markedet, når man tager i betragtning, at man får et skelletteret manufaktur-værk med tourbillon – pakket ind i guld.

Marty McFlys bil fra Back to the Future-filmene havde fundet vej til Geneve, og bilen matcher på sin vis meget godt designet på den hvide Blast … Det var dog mærket Louis Moinet, der stod bag, og dem nåede jeg desværre ikke at besøge.

Nå, men hvis du er i den heldige situation, at penge ikke er det store problem, så har Ulysse Nardin også lige en model mere i den i forvejen ekstreme kollektion, nemlig en ægte ‘Ice’-version med over 200 diamanter i alle tænkelige størrelser og former (i alt 13 ct). Broken Mirror kalder de den, og det siger faktisk det hele. Så hvis du har 373.000 CHF til overs, kan du jo overveje det. Men du skal nok ikke tage det på, næste gang du skal på Cafe Victor, for det er et ur der vil tiltrække både golddiggere og dansetyve …