Goodbye Baselworld

Goodbye Baselworld

16. april 2020 0 Af Kåre

Efter at Rolex, Patek Philippe og Chopard har meldt sig ud af Baselworld er det svært at se en fremtid for det, der for blot få år siden var verdens med længder største ur- og smykkemesse. Mange mener, at Baselworld selv er ude om det, men det ændrer ikke ved, at det er trist. Jeg har fundet lidt billeder frem fra 2017, hvor messen stadig var kæmpestor.

2017 var mit første år på Baselworld. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men jeg blev fuldstændig blæst bagover af messens dimensioner. Hallerne var kæmpestore og i flere etager. De store mærkers stande var 3-etagers huse og rummede typisk en række møderum og loungeområder samt ikke mindst eget køkken og bar, så man kunne traktere de hundredevis (eller tusindvis?) af besøgende forhandlere og pressefolk, der hver dag blev inviteret indenfor i mindre grupper og i afmålte tidsrum.

I princippet er det jo stadig meningen, at Baselworld skal afholdes til næste år i januar, men det ser godt nok sort ud. Sidste år havde hele Swatch Group (Omega, Longines, Tissot m.fl.) og en lang række mindre og mellemstore ur- og smykkemærker trukket sig. Op til dette års messe havde så Breitling, Seiko, Casio og mange flere også meldt afbud. Men de fire store spillere, Rolex, Chopard, Patek Philippe og LVMH (TAG Heuer, Zenith og Bulgari) støttede loyalt op om Baselworld. Indtil i forgårs.

Når man læser pressemeddelelserne fra hhv. MCH (organisationen bag Baselworld) og gruppen med Rolex i spidsen, er de tydeligvis ikke enige om hændelsesforløbet. Og det er desværre symptomatisk for, hvordan MCH de senere år synes at have været ude af synk med mærkernes behov og ønsker.

Hvad fremtiden bringer, er ikke godt at vide, men selvom Baselworld skulle overleve i en eller anden form, så bliver det nok aldrig det samme igen. Ærgerligt, for det var i Basel-ugen, at man kunne møde stort set hele verdens urbranche på ét sted. Man kunne så også irriteres over skyhøje hotel- og restaurantpriser, for byen Basel var (lidt for) god til at lukrere på de mange besøgende. Jeg husker bl.a. en ret jævn shawarma til 13 euro, vi fik til frokost en dag. Der var behændigt sat hvide skilte over de normale billeder og priser af retterne i det, der reelt set bare var en standard shawarmabiks, så jeg ved ikke, hvad priserne normalt befandt sig på, men helt sikkert ikke små 100 kroner. Det år var vi i øvrigt sent ude med at booke hotel, så det eneste vi kunne finde var et vandrerhjem 30 km uden for byen.

Alligevel kommer jeg til at savne Baselworlds virvar af leben og overflod af indtryk – med alt fra urnyheder til eksotiske perler og ædelsten samt obskure producenter af emballage og professionelt udstyr til industrien. Og ikke mindst mødet med alle de forskellige mennesker i branchen – for det er i bund og grund dem, der gør det hele så sjovt og spændende!