We will rock you!

We will rock you!

30. januar 2020 0 Af Kåre

Hvad har Queen-guitaristen og Seiko med hinanden at gøre? Well, der er åbenbart en gensidig fascination og respekt, og det kommer nu til udtryk i en limited edition inspireret af Brian Mays selvbyggede guitar. Og så kigger jeg tilbage på et par andre rock’n’rollede ure.

Historien bag det nye Seiko Sport 5 ur går på, at da Brian May var en ung, håbefuld guitarist, byggede han sammen med sin far en guitar hjemme i barndomshjemmet. Den selvbyggede guitar fik en helt særlig rød tone, som gav den kælenavnet The Red Special. Selvom May har haft andre guitarer, har denne fulgt ham hele livet og påvirket hans særlige stil med bl.a. meget feedback. En anden ting, der har ledsaget ham i mange år er hans Seiko 5 sportsur, som han købte i Japan i midten af 1970erne, mens han turnerede med Queen. 

Derfor er det meget fint, at Seiko dette forår sender en limited edition af deres nyligt relancerede Sport 5 på gaden – skabt i samarbejde med netop Brian May. Modellen hedder The Red Special, og den smukke røde skive er selvfølgelig inspireret af guitaren. Uret måler 42 mm og har det automatiske urværk 4R36 ombord. Hvor de fleste Seiko 5 kan fås for omkring 2.000 kr., er denne model lidt dyrere, men man får nu stadig meget mekanisk ur for pengene. 


Sweet Child of Axl

Når man er så rock’n’roll som Guns N’ Roses-forsanger Axl Rose, kan man selvfølgelig ikke have et helt almindeligt ur. Derfor har han selv været med til at skabe denne særudgave af HYT’s Skull-serie. I Axl’s version har uret bl.a. fået et blåt tema, mens der på bagsiden er placeret Guns N’ Roses-logoet og Axl’s underskrift. Uret måler 51 mm, er skabt i titanium og placeret på en bred læderrem. Indeni ligger et automatisk urværk, men hvis du kigger efter, er der ingen visere – så hvordan aflæser man tiden? Well, HYT har specialiseret sig i sine helt unikke hydromekaniske ure, hvor det mekaniske urværk skubber to farvede væsker rundt i et lukket kredsløb. På Skull ses den sorte væske i kanten på kraniet – så i dette tilfælde er klokken ca. 10 minutter i 2 (som den næsten altid er på pressebilleder!).


Hyldest til Ziggy

Vi var nok mange, der blev triste, da David Bowie gik bort for et par år siden. Hans musik var i hvert fald en stor del af min ungdom, og helt ærligt, hvem kan undgå at få kuldegysninger af Heroes? Og hvem kan sidde stille til Young Americans eller Let’s Dance? 

Hvis du har det ligesom mig, kunne dette ur måske være noget. Det er Raymond Weil – der altid har gjort en dyd ud af at knytte tætte bånd til musikkens verden – der har lavet en hyldest til Bowie i deres Freelancer-serie. Urskiven ligner en klassisk vinylplade, der er forsynet med en stiliseret udgave af det velkendte lyn fra Aladdin Sane-pladen. På bagsiden har man sat et portrætfoto taget af den berømte fotograf Terry O’Neill, der i forbindelse med designet udtalte: “Jeg har altid følt, at der var en synergi mellem smukke ure og fotografi. Præcisionen i at holde styr på tiden minder om en fotografs arbejde, hvor han konstant skal finde det rette øjeblik til at fange virkeligheden. Da jeg selv er ursamler, har det været fantastisk at arbejde sammen med Raymond Weil omkring dette ur. Jeg er begejstret for, at de har valgt at hylde David Bowie på denne måde, og jeg er beæret over at være en del af det”.

Lad mig endelig høre, hvis du har andre favoriture, der har med musikere at gøre – enten i kommentarfeltet eller på Facebook.