Ooo…mega!

Ooo…mega!

3. juni 2022 Slået fra Af Kåre

Det skandinaviske Omega-team var så venlige at invitere indenfor til et kig på forårets nyheder, og der var skønne sager imellem. Min favorit? måneuret Speedmaster i guld…

Omega har ligesom resten af Swatch Group valgt ikke at deltage i de store samlede events (fx Watches & Wonders og Geneva Watch Days), men heldigvis har man så valgt en løsning, hvor årets nye modeller vises frem ved mindre, lokale arrangementer. I onsdags var jeg derfor så heldig at møde det skandinaviske team i København og kigge nærmere på de mange meget forskellige nyheder.

Den største nyhed i år er bogstaveligt talt Planet Ocean Ultra Deep (den måler 45,5 mm i diameter og næææsten det samme i tykkelsen). Den er baseret på et konceptur, som Omega fremstillede for et par år siden til et dyk ned i Marianergraven (næsten 11 km under havets overflade). Koncepturet holdt, men det blev trods alt for stor en sag til at være kommercielt, så den nye version er ‘kun’ certificeret til 6 km dybde… Det er med andre ord et rigtigt dykkerur og ikke for de allerspinkleste håndled – men sidder dog fornuftigt, og er man vant til store ure, er det et råt ur, som skiller sig ud fra mængden.

Denne Speedmaster 57 passer med sine 40,5 mm og slanke kasse helt perfekt til mit håndled. Farven vil nok dele vandene, men den fås også i blå og grøn. Og det er måske heller ikke alle, der er vilde med denne form for blandingsdesign (er det retro? Er det moderne?), men jeg synes faktisk, at det fungerer godt.

Den støvetgrønne Seamaster Diver 300 M ligner ubetinget et hit – velkendt design i modefarven grøn. What’s not to like?

Det er også blevet til et par nye Constellations, et hav af farverige Aqua Terra’er og så denne særudgave i retrodesign. Men hvis der var ét af alle disse ure, jeg skulle have stukket i lommen, så var det guldudgaven af Speedmasteren…