Suveræne Seiko

Suveræne Seiko

9. januar 2021 Slået fra Af Kåre

I september måned fejrede jeg udgivelsen af mit fjerde Watches & Jewellery magasin med at købe dette nye Seiko Prospex – og det har jeg ikke fortrudt!

2020 var som bekendt et mærkeligt år på mange måder, også på urfronten. Da Seikos nye stribe af nyfortolkninger af deres (og Japans) første dykkerur fra 1965 blev lanceret i starten af året, var det meningen, at de skulle vises på Baselworld – og det havde jeg også set frem til. I stedet lukkede alt ned, og urene kom først ud i butikkerne i sensommeren. I al den tid gik jeg og ventede i spænding, for på billeder så virkelig gode ud.

Jeg har i forvejen et gammelt Seiko SKX, som jeg købte brugt i starten af min urkarriere for en 6-7 år siden, men det her Prospex så ud til at være meget mere mig: lidt mindre i størrelsen (40,5 mm) og en relativt slank stålkasse med en cool skive, der changerer mellem mørkeblå og grå (jeg havde mit øje på den limiterede variant ref. SPB149, der er fremstillet i 5.500 stk., men der er også en variant i grå og i mørkebrun, og de er altså også ganske fine). Derfor slog jeg til, da den omsider kom til Danmark i starten af september.

Uret føles robust og har en fin finish. Samtidig sidder det utrolig godt på håndleddet, både på den medfølgende lænke og gummirem. Indvendigt ligger værket kaliber 6R35, der yder 70 timers gangreserve, men på min model lader det ikke til at være sådan heeelt præcist. Det vinder nok 10-15 sekunder om dagen, hvilket er helt fint inden for tolerancen på det værk, men det kunne selvfølgelig være fint ikke at skulle stille et minut tilbage en gang om ugen. Anyway, det kan i værste fald reguleres, eller jeg kan se, om det falder lidt til ro efter brug.

Det har vist sig at være et meget alsidigt ur, så jeg har gået med det uafbrudt (altså lige indtil jeg faldt i og købte mit Montblanc …). Med vandtæthed til 200 meter, klarer det sagtens en svømmetur – men det har jeg nu stadig til gode. Der er en god lumen på, så når man går fra solen (eller bare en overskyet , lys dag) og ind i halvmørket, lyser den godt op.

Prismæssigt lægger denne model sig i den højere ende af Seikos sortiment (fås til ca. 10.000 kr.), men der er også kælet mere for detaljerne, end i deres Seiko 5 Sport og lignende. Omvendt er der et stykke op til søstermærket Grand Seiko.

Som mange andre i branchen har Seiko spottet, at folk gerne betaler for kvalitet, og reelt set har Seiko-ure i mange år været for ‘billige’ i forhold til deres schweiziske konkuleger. Så denne model tegner nok på mange måder, hvor prissætingen hos Seiko er på vej hen. 10.000 kr. er jo stadig mange penge, men man får nu med denne model ganske fin value – og jeg har i hvert fald ikke fortrudt!