Kunstneriske sager fra ArtYa

Kunstneriske sager fra ArtYa

9. september 2020 Slået fra Af Kåre

7. del af reportagen fra Geneva Watch Days.

Den schweiziske urverden kan til tider godt være lidt konservativ. Eller meget konservativ. Men det ligger jo også næsten i sagens natur, at et gammelt håndværk, der holdes i live for at tilfredsstille vores allesammens behov for luksusgenstande, er lidt old school.

Men! Så er der jo også de mærker, der ikke føler sig tynget af generationers arv og stilmæssig vanetænkning. Eksempelvis ArtYa, som er et lille mærke med omkring 10 år på bagen. Manden bag hedder Yvan Arpa og har i sin tid været omkring både Hublot og Romaine Jerome, og er man bekendt med disse to størrelser, aner man måske allerede en type, der gerne kaster sig ud i eksperimenter. Og dét har han gjort med ArtYa, der er en sammenskrivning af Art (altså kunst) og hans egne initialer. Formålet er nemlig at forene et kunstnerisk udtryk med klassisk urmageri, gerne i unikke ure, der blot fremstilles i ét enkelt eksemplar – eller evt. i meget små serier.

Jeg havde egentlig ikke lavet en aftale om et møde under Geneva Watch Days med ArtYa, da mit program var ret pakket og mærket ikke er repræsenteret i Danmark. Men til en fællesmiddag under messen kom jeg ved et tilfælde til at sidde ved siden af Yvan Arpa og hans kone Dominique. De var begge to meget søde mennesker – han lidt af en vildbasse der kom kørende på sin specialbyggede træmotorcykel og ikke er bange for at vække opsigt. Hun mere stille og med en fin poetisk sans, der bl.a. kommer til udtryk i mange af de skiver, hun laver til urene, hvor hun anvender alt fra sjældne sommerfuglevinger, til tang, tobaksblade og andre organiske materialer. Hun viste mig sit eget ur (herover), og jeg fik lyst til vide mere.

Dén forskel kommer på sin vis også til udtryk i kollektionerne, der veksler mellem det voldsomt maskuline (med drager, patroner og dødningehoveder), til det poetiske og naturinspirerede. Da jeg besøger butikken et par dage senere, bliver jeg sært fascineret af denne dualitet, og jeg må i hvert fald konstatere, at ArtYa er helt sit eget mærke – det minder ganske enkelt ikke om noget andet.

Dominique fortæller, at de netop har solgt et ur til en berømt fransk rapper. Og bagefter bliver jeg præsenteret for et vildt ur, der er omgivet af en kæmpe(!) ståldrage, der fylder det meste af underarmen (se herover). Kongen af Marokko har købt en lignende, får jeg at vide. Og det er nok meget præcist i dét spænd, man skal se ArtYas ure. Det er til rappere og konger og andet godtfolk, der vil have noget unikt, og noget der vækker opsigt. Ligesom fx deres Son of a Gun-kollektion hvor der henover skiven ligger en tynd skive med seks huller, som en seksløber, hvor der så er en ‘patron’ i et af dem. Når du bevæger uret, spinder den lystigt rundt, og så er det bare og vente og se – ‘du you feel lucky, punk?’.

Personligt kan jeg nok bedst lide udtrykket i deres mere poetiske modeller, især sommerfuglevingerne giver et ret vildt farvespil, der er svært at gengive på billeder. Priserne hos ArtYa starter ved 10.900 CHF, så det er dyrt, men ikke dyrere end så meget andet i urverdenen. Og rent teknisk udvikler ArtYa deres egne unikke værker, flere af dem med komplikationer som tourbillon og klokkeværk. Så hvis du er urnørd med flair for teknik og utraditionelle designs, så er der mange muligheder hos ArtYa.