Præcision rimer på COSC
Står der ‘kronometer’ et sted på dit ur, er det et tegn på, at mekanikken er i orden og at urværket er meget præcist. Det betyder nemlig, at det er kontrolleret af et uafhængigt institut – og i de fleste tilfælde er det Contrôle Officiel Suisse des Chronomètres, eller blot COSC blandt venner.
Det vigtigste ved et ur er i sagens natur, at det kan fortælle dig, hvad klokken er – og gerne så præcist som muligt. De enkelte urmærker arbejder selv på at perfektionere mekanikken, men som en ægte urmager ville udtrykke det: Tillid er godt, kontrol er bedre. Og derfor sender mange af urmærkerne deres færdige ure – eller blot urværker – til en uafhængig kontrol og certificering.

COSC er branchens standard
Opnår et mekanisk ur betegnelsen ‘Certified Chronometer’’, betyder det, at det opfylder ISO 3159-standarden og er certificeret af en uafhængig tredjepart. Der findes flere uafhængige institutter, der kan teste ure, men det største er Contrôle Officiel Suisse des Chronomètres (COSC), der siden 1973 har certificeret næsten 55 millioner urværker, herunder 2,1 millioner alene i 2025. Over 60 mærker stoler på COSC, hvilket gør det ansvarligt for at certificere knap 40% af schweizisk-producerede mekaniske ure.

COSC er en uafhængig schweizisk organisation, der tester urværker for en tolerance på -4/+6 sek./døgn over 12-20 dage. Det er branchens mest udbredte standard og anvendes blandt andet af Longines, Tissot, Zenith, Panerai og Breitling.
Nyt niveau af præcision
COSC tester som udgangspunkt blot urværket, og det foregår over 12-20 dage i fem positioner og ved tre temperaturer. For at få kronometer-mærket, skal urværket have en afvigelse på mindre end −4/+6 sekunder pr. døgn. I foråret 2026 indførte COSC dog en ny og skærpet certificering i anledning af ISO 3159-standardens 50-års jubilæum. Den nye Excellence Chronometer Certified-betegnelse supplerer den klassiske standard med strengere krav, hvor tolerancen indsnævres til −2/+4 sekunder pr. døgn. I denne proces foretages testen desuden på det komplette ur, og der testes også for resistens over for magnetfelter og om den oplyste gangreserve er korrekt.

COSC-certificeret Mido Ocean Star 600 Chronometer (ref. M026.608.11.041.01). Pris ca. 16.000 kr.

COSC-certificeret Longines Legend Diver 59 (ref. L3.795.4.59.9). Pris 31.600 kr.

COSC-certificeret Breitling Navitimer B19 Chronograph 43 Perpetual Calendar i platin (ref. LB19211A1C1P1). Pris 395.800 kr.

FAKTA: Andre former for certificeringer:
1. METAS (Master Chronometer): Schweizisk statsinstitut der tester præcisionen af det samlede ur. Kræver 0/+5 sek./døgn (plus modstandsdygtighed over for magnetfelter). Anvendes primært af Omega og Tudor.
2.
Rolex Superlative Chronometer: Rolex’ egen to-trins standard: Først COSC-testes urværket, derefter tester Rolex internt det samlede ur til en tolerance på –2/+2 sek./døgn (plus krav til vandtæthed og gangreserve). Anvendes kun af Rolex.
3.
Geneva Seal (Poinçon de Genève): Kantonen Genèves certificering, der går tilbage til 1886. Seglet gives ikke så meget for præcision som for håndværksmæssig finish og produktion i Genève. Bruges blandt andet af Vacheron Constantin, Louis Vuitton og Chopard.