Rivieraen kalder
Jeg fik for nyligt lejlighed til at teste et Baume & Mercier Riviera, og det fik mig næsten til at pakke kufferten og flyve til cote d’Azur for at nyde det søde liv, som kollektionen er inspireret af.

Riviera Baumatic Special Edition (ref. MOA10822) 34.500 kr.
Klassisk urmageri gennem næsten 200 år
Baume & Mercier er et af de mærker, der aldrig helt har fået den opmærksomhed, det fortjener. Trods en historie der går tilbage til 1830 og evnen til at udvikle egne urværker fra bunden, lever mærket lidt i skyggen af nogle af de andre schweiziske navne. Det er egentlig synd – for både kvaliteten, mekanikken og designet er i orden.
Produktionen foregår i Les Brenets i Jurabjergene, og en af hjørnestenene er urværket Baumatic. Det er præcist (−4 til +6 sekunder om dagen), antimagnetisk og har en gangreserve på hele fem dage. Dertil skal det kun serviceres hvert syvende år – mod normalt fire til fem. Det er stort set alt, hvad man kan ønske sig af et moderne, mekanisk urværk.

12 sider og masser af karakter
Riviera-kollektionen er oprindeligt fra 1973, men blev revitaliseret for en håndfuld år siden. Der er tale om et rendyrket sportsur karakteriseret ved den markante 12-sidede krans med fire synlige skruer, der giver et industrielt, men alligevel blødt og casual udtryk.
Denne model (ref. 10822) kommer i en 39 mm kasse i poleret og satineret stål, der fremstår slankt og elegant – hverken for anmassende eller for diskret. Med safirglas og vandtæthed til 100 meter er det som skabt til en dag ved poolen eller stranden på den franske riviera, som kollektionens navn jo hentyder til.
Det er dog den matbørstede skive, der stjæler showet med sin gyldne farve og et varmt, vintage-præget udtryk. Den blå sekundviser med Phi-logoet på modvægten er også en fin detalje. Phi har været en del af mærkets DNA siden 1964, fordi bogstavet oprindeligt er et symbol for det gyldne snit, de ideelle proportioner og den naturlige balance. Tanken var, at mærkets ure aldrig skulle designes tilfældigt, men altid følge harmoniske, matematisk funderede principper.
Uret her kommer med lænke, men jeg fik en lånemodel med gummirem, og den sad godt og behageligt på håndleddet. Får man lyst til at skifte remmen, klares det uden værktøj takket være Baume & Merciers eget system til hurtig remskift. Og hvis du, som jeg, godt kan blive lidt træt af at sidde og fedte med at få stifterne af og på med et lille værktøj, så er det ret smart.

Hvad nu, Baume & Mercier?
Baume & Mercier er i øvrigt midt i et ejerskifte. I januar 2026 annoncerede Richemont, som har ejet mærket siden 1988, at man sælger det til den italienske, familieejet luksusgruppe Damiani – bedst kendt for smykkemærkerne Damiani, Salvini og Bliss samt den italienske ur- og smykkekæde Rocca. Handlen forventes at falde på plads i løbet af sommeren 2026. For Richemont er det et spørgsmål om at skærpe profilen mod den absolutte topluksus – for Damiani er det en oplagt indgang til schweizisk urmageri. Hvad det kommer til at betyde for Baume & Mercier på sigt, vides ikke helt. Mærket er stadig repræsenteret på Watches & Wonders her i april, så det kan være, jeg bliver klogere til den tid.
Se mere på www.baume-et-mercier.com og hos den skandinaviske distributør på www.productline.no
