Modeure
Verdens førende modehuse tager deres ure lige så seriøst som deres kreationer til catwalken. Se blot her, hvordan haute couture møder haute horlogerie hos Hermés, Louis Vuitton og Chanel.

Luksus er et ur, der IKKE viser tiden
Uret er fremstillet i 39 mm rosaguld og forsynet med en rød sunburst-skive. Indvendigt ligger husets eget automatiske kaliber H1912. Den lille baglæns løbende sekundviser ved kl. 4 – ja, den løber baglæns – er en charmerende reminder om, at mekanikken stadig tikker, selv når livet får lov at holde en velfortjent pause.
Hermès har et hus, der altid har prioriteret håndværket højt, samtidig med at man er med til at definere modens strømninger i skiftende årtier. Cut Le temps suspendu er deres bud på et ur, der blinker kækt til os og siger: Rolig nu… tiden løber ingen steder. I en branche, hvor præcision normalt er alfa og omega, vælger Hermès nemlig i stedet at filosofere over, hvad tid egentlig betyder. Eller rettere: hvad det betyder at slå den fra. Uret gør nemlig noget, ingen andre tør: Det gemmer tiden væk. Tryk på knappen ved kl. 8, og viserne glider op og lægger sig skulder ved skulder omkring kl. 12. Tiden “suspenderes”, men værket fortsætter ufortrødent bag kulissen, indtil du vækker det igen, hvorefter viserne ubesværet finder tilbage til det helt præcise tidspunkt. En gimmick? Måske. Men Hermès mener, at den største luksus ikke er at måle tiden, men at eje den.
Hermès Cut Le temps suspendu. Pris 321.000 kr.

Raffineret rejseur fra Louis Vuitton
Louis Vuitton har i årtier forbundet mode og rejselyst, og Monterey er et comeback, der føles som at finde en gammel rejsekuffert på loftet… og opdage, at den stadig dufter af eventyr. Uret genopliver husets første armbåndsur fra 1980’erne, designet af arkitekten Gae Aulenti, men hvor fortidens LV I og LV II gik all-in på verdenshjørner og rejsefunktioner, tager Monterey i dag den modsatte rute og skærer ind til benet ved blot at vise timer, minutter og sekunder.
Den 39 mm guldbelagte kasse har beholdt sin organiske pebble-form, og kronen kl. 12 nikker elegant til Louis Vuittons rejsearv. Den hvide Grand Feu-emaljeskive er næsten grafisk i sit udtryk med røde og blå dobbeltskalaer, mens hvidguld og blånet stål sætter prikken over i’et på viserne. Under overfladen arbejder LFT MA01.02 med 45 timers gangreserve.
Louis Vuitton Monterey LE (188 stk.) (ref. W0YG11). Pris 418.000 kr.



Chanel i cool keramik
Chanel beviser med denne overdådige model, at ægte luksus handler lige så meget om attitude som om teknik. J12 Bleu Diamond Tourbillon forener husets parisiske elegance med avanceret urmageri. I midten af den åbne blå skive roterer en flyvende tourbillon, toppet af en 65-facetteret diamant – Gabrielle Chanels yndlingssten – som fanger lyset med samme selvsikre glans som en couturekjole på catwalken.
Den 38 mm store kasse i matblå keramisk komposit og sortbelagt stål omkranses af 34 baguetteslebne safirer, der understreger urets cool og underspillede farvevalg. Under skiven arbejder Chanels eget Caliber 5, et manuelt værk, der blev udviklet over tre år og består af 172 komponenter. Der fremstilles blot 55 eksemplarer af modellen, og med et prisskilt der sandsynligvis ligger over en million kroner, vil uret for de fleste være en smuk, men uopnåelig drøm.
Chanel J12 Bleu Diamond Tourbillon LE (55 stk.) (ref. H10334). Pris på forespørgsel (hvilket betyder: det er dyrt!)
