Vacheron Constantin indtager København
Et af verdens ældste urmærker har for nyligt slået dørene op for en eksklusiv butik på Strøget.


Der findes urmærker med lang historie – og så findes der Vacheron Constantin. Mærket blev grundlagt i Genève i 1755 og har haft en ubrudt produktion af mekaniske ure frem til i dag – og de eksklusive ure er noget nær definitionen af klassisk schweizisk haute horlogerie. I dag produceres der kun omkring 20.000 ure årligt, men til gengæld bliver hver eneste model fremstillet med blik for selv de mindste detaljer.
I mange år har danske samlere kunnet opleve mærket hos Bucherer i København. Nu tager Vacheron Constantin næste skridt og åbner en dedikeret butik, hvor fokus udelukkende er på husets egne kollektioner. Det betyder langt større bredde – fra sporty Overseas til de mere klassiske linjer som Fiftysix, Traditionnelle og Historiques.

Historiske tråde til Danmark
Selvom det er første gang, at Vacheron Constantin åbner en flagskibsbutik i Danmark, er forbindelsen til København langt fra ny. Arkiverne dokumenterer kommercielle relationer helt tilbage til 1869, og i begyndelsen af 1900-tallet leverede huset ure til flere prominente danske kunder.
Et særligt eksempel er et tøndeformet armbåndsur i 18 karat guld fra 1915, som i dag indgår i mærkets egen samling. I forbindelse med butiksåbningen kunne uret opleves på tæt hold – en fin påmindelse om, at forholdet mellem Genève og København har dybere rødder, end man umiddelbart skulle tro.


Et nyt samlingspunkt for samlere
VI forbindelse med åbningen af butikken forklarede Brand Director Clémence Charrier, at ambitionen med butikken er at styrke tilstedeværelsen i Skandinavien og give den lange danske forbindelse et nyt fikspunkt: “Ved at åbne en butik i København styrker vi vores historiske bånd til Danmark og åbner et nyt kapitel i relationen til danske kunder. Det er mere end en butik – det er et sted for samlere og kendere, skabt til at tilbyde en særlig oplevelse midt i byens hjerte.”
Hvis du selv vil kigge nærmere på de fine, schweiziske ure, skal du lægge vejen forbi Østergade 24 (Strøget).




