71 brands, fire elementer og en nobelprisvinder: Sådan bliver Geneva Watch Days 2026

71 brands, fire elementer og en nobelprisvinder: Sådan bliver Geneva Watch Days 2026

26. august 2026 0 Af Kåre

Det er efterhånden seks år siden, jeg stod helt alene i en spøgelsestom Terminal 3 i Københavns Lufthavn og fløj til en urmesse, jeg dårligt vidste, hvad var. Geneva Watch Days blev født i coronaens skygge i 2020 som en desperat nødløsning, da både Baselworld og SIHH måtte aflyses – og siden har jeg fulgt den vokse fra en håndfuld hotelsuiter til et af de vigtigste events i urkalenderen. I år, hvor messen løber af stablen fra 2. til 6. september, sætter den syvende udgave rekord: 71 deltagende brands, det højeste tal nogensinde.

Pavillonen ved søbredden – messens hjerte – har i år fået et strejf af maritim inspiration, og programmet er da også vokset i takt med antallet af brands. Der bliver Power Breakfasts, konferenceområder, den samlerorienterede Tiger Lounge, en Culture Club og et Media Center. Alt sammen i den uformelle, “hæng ud med venner”-stemning, som altid har været Geneva Watch Days’ varemærke, og som stadig skiller sig markant ud fra det noget mere formelle Watches & Wonders.

Nyt i år er, at Blue Box – messens udstillingsrum – for første gang huser en stor tematisk udstilling. Den hedder De Fire Elementer og samler mere end 150 nye ure i dialog med elementerne vand, jord, luft og ild. Det lyder lidt spøjst, men jeg læder mig til at se nærmere på det.

At messen er vokset afspejles også i opbakningen fra resten af byen og kantonen Geneve. Aktører som Swiss Who’s Who, Grand Prix d’Horlogerie de Genève (GPHG), Geneva Tourism, handelskammeret CCIG, finanshusene Julius Baer, Swissquote og Centurion, Genèves urmagerskole, Musée International d’Horlogerie samt Fondation de la Haute Horlogerie er alle med til at løfte årets udgave.

Den mest overraskende navn på plakaten er nok Didier Queloz, der vandt Nobelprisen i fysik i 2019. Han deltager i symposiet Amplitude Op. II, arrangeret af Fondation Dominique Renaud under overskriften “Universets tid, den tid vi forestiller os” – sammen med Thomas Hertog, Janna Levin og Katie Mack. Urmageri møder astrofysik, og jeg er allerede spændt på, om der kommer noget konkret ud af den kombination… 

Der er også tænkt på næste generation af urnørder: kreative workshops, Watch Afternoons, Calibership Challenge i samarbejde med COSC og en Special Sunday for familier. Og som altid er det hele gratis og åbent for offentligheden – barrierefrit, som arrangørerne selv formulerer det, med plads til brands, uafhængige urmagere, samlere, medier, influencere og almindelige urentusiaster side om side.

Jeg er der selvfølgelig igen i år. Følg med her på Kaliber73 og på Instagram, når jeg lander i Genève i næste uge.