De bedste ure og indtryk fra Watches & Wonders 2026

Watches & Wonders er lidt som juleaften for os i urbranchen. Der er en kildren i maven, inden det hele går løs. Undervejs er der både gaver og overraskelser. Og så er der måske vigtigst af alt, mødet med alle de gode folk, man kun ser sjældent.

I år var messen er større end nogensinde med hele 65 udstillende brands. Læg dertil de sideløbende events Time To Watches, Chronopolis og flere andre arrangementer på hotellerne downtown Geneve, så der var mere end rigeligt at tage sig til i den uge, messen varer.

På selve messen var der blevet rokeret lidt rundt, men ellers var alt ved det gamle – de trommespillende gardere markerede åbningen, indretningen var elegant og fnugfri, og champagnen stod klar i de mange barer og cafeer rundt om i messen.

Ved den officielle åbning i auditoriet blev der talt om hvordan kønnene var i opløsning og hvordan oplevelsesøkonomien blev stadigt vigtigere for de nye generationer. 

Samtidig er branchen i krise og under forandring. De store spiller som Patek og Rolex har ingen kvaler, men især midtermarkedet er presset. Mærker som Longines, Oris og Baume & Mercier har måttet kæmpe med tingene. Baume & Mercier i en grad, så mærket er blevet afhændet af Richemont Group. 

Derfor glædede jeg mig i år ekstra meget til at se, hvordan stemningen var, og hvordan mærkerne valgte at gå til det hele – offensivt eller defensivt?

Svaret skulle vise sig at være: relativt defensivt.

Billedet tegnede sig allerede tirsdag formiddag, hvor messen åbnede. Der plejer at vræe lange køer og fuldstændig pakket i hallerne i Palexpo. I år var der god plads til at bevæge sig rundt. Sandsynligvis også foranlediget af de internationale kriser i verden, men alligevel lidt påfaldende. Hvis man kan finde en plads til frokost i pressecenteret kl. 12.30, ved man at det er en lidt sløv dag.

Også på lanceringssiden må man sige, at helhedsbilledet var en smule under normalen. Vi kan jo ikke forvente fyrværkeri og spritnye kollektioner fra de store mærker hvert eneste år, og sidste år havde eksempelvis Rolex jo netop det med, så det er vel forståeligt, at de gearede lidt ned i år. Men mønsteret, jeg oplevede var generelt en lidt forsigtigt tilgang over hele linjen. Der var ikke de helt store eksplosioner. Der var endda mærker med et oplagt jubilæum, som ikke helt syntes at blive indfriet – Tudor fylder fx 100 år i år – men det kan selvfølgelig være, det kommer senere på året.

Et af de få mærker i offensiven var H. Moser. Jeg er vild med det mærke, alene pga. deres humor og legesyge tilgang til en ellers lidt (læs: meget) konservativ branche. Mærket var i år rykket ind på den meget synlige plads, hvor Montblanc tidligere holdt til – ret sigende, at netop Montblanc forsvandt uden synderlig forklaring – og deres største nyhed var et samarbejde med sneakersproducenten Reebok. Modellen er forsynet med en orange gangreserveindikator ved kl. 8, og lige ved siden af, på kassen, sidder en “pump”-knap, som man kender det fra Reebok-sneakers. Her kan du så pumpe gangreserven op, hvert tryk giver cirka én times gangreserve, og når uret er fuldt opladet efter 74 tryk, kan man bare blive ved – ikke fordi det giver mere gang i værket, men fordi det er umuligt at lade være.

Typisk Moser: legesygt, lidt skørt og alligevel avanceret og elegant.

Et andet besøg, jeg så frem til var Grand Seiko. Jeg elsker deres sessions. De stiller med urmagere og designere i stiveste puds og al mulig høflighed fra den opgående sols rige, tager deres gæster alvorligt og har fagligheden med. Spørgsmålene skal tolkes frem og tilbage, men det gør det bare endnu sjovere. I år kom de med et par nye dykkeure og et gudesmukt, håndgraveret platinur med Spring Drive-værk. Ikke en overflod, men hver enkelt var ramt helt rigtigt, hvis du spørger mig.

Og så havde jeg altså glædet mig til, at Audemars Piguet var tilbage på Watches & Wonders efter 6 års fravær. Men mærket havde valgt en lidt spøjs approach, hvor de afskar uvedkommende fra lækkerierne med en afvisende facade, helt uden montrer med ure (som det eneste mærke på messen, så vidt jeg ved), og indgangen var blokeret af reb og vagter. Har du ikke en aftale? Bare ærgerligt. Har du en aftale? Over i den her kø.

Heldigvis havde jeg en aftale og blev ført ind i, hvad der viste sig at være en ganske stor stand med adskillige rum. Først kom jeg ind i touch & try rummet, der mest af alt mindede mig om et Apple-designet lokale med masser af lys og diskrete farver, en lang disk, hvor urene ligger og så et næsten afskrækkende lineup af AP-mennesker bag disken, smukke, velplejede, tjekkede og klar. Efter en kort præsentation var det muligt at prøve og nærstudere herlighederne, og selvom AP ikke decideret havde nyheder med til messen (de var alle lanceret før messen), var der meget at kigge på. Og herlige er de, de mange Royal Oaks med evighedskalender, Offshore-modeller til de store håndled og elegante talking pieces som deres nye Jump hour med Obsidianskive. 

Jeg må være ærlig og sige, at jeg altid har haft det ambivalent med AP. Urene er fabelagtige, håndværket fantastisk og designet sublimt. Men den arrogante attitude og højtravende selvforståelse har jeg svært ved. Altså, at komme til en messe, hvor der endda er adgang for slutbrugere i to dage, og så nægte at vise urene frem – det er stramt. 

Og det mærkelige er jo, at de har så meget at vise frem. Da jeg var færdig med touch & try, fik jeg lov at gå frit omkring i de tilstødende rum, hvor der bl.a. var et stort arbejdede atelier, hvor urmagere fremviste unika ure og demonstrerede processen bag både design og udførelse. Det var en kæmpe oplevelse. Og nej, de kan selvfølgelig ikke have tusindvis igennem sådan et setup, men i andre stande kan man altså opleve små, arbejdende værksteder uden en aftale – Chanel og Jaeger-LeCoultre som et par eksempler. 

Til sammenligning er der også fri adgang til den supereksklusive Van Cleef & Arpel-stand (i hvert fald en stor del af den), hvor interiøret er en sand aladdins hule, som at vandre rundt i en poetisk og eksotisk have med juvelblomster, komplet med en lille bro over en dam.

Eller Cartiers enorme stand, hvor man i dele kan gå på opdagelse i historiske modeller og blive klogere på mærket. Eller Tag Heuer der slår ud med armene og viser ægte racerbiler i foyeren for at lokke nysgerrige ind bagved, hvor der også præsenteres vintage modeller og nyheder.

Hvorfor kan et af verdens mest eftertragtede mærker, AP, ikke vise den samme gestus? Patek Philippes stand er en bogstaveligt talt en gennemsigtig glaskasse, og hver kvadratcentimeter ud mod gangene er indrettet med fine små tableauer med alle deres ure, nye som gamle. Og ja, Patek har også en høj selvforståelse, men til deres touch & try-session kan man mærke passionen hos hver eneste til stede, uanset om det er den presseansvarlige eller en af urmagerne – de vil virkelig gerne forklare og vise frem. I modsætning til langt de fleste sessions, der varer max 30 minutter, har Patek sat 45 minutter af, og det er som regel svært at nå at blive færdig, fordi urene er spændende, samtalerne gode, og de har så meget de gerne vil vise, inklusiv plastikmodeller af urværker for overblikkets skyld. 

Nå, det skal ikke ende i AP-bashing, som sagt er deres ure mageløse, og alle jeg mødte undervejs var søde og rare.

En af de fineste oplevelser fandt jeg faktisk langt fra Palexpo, da jeg bevægede mig ned til Geneve og fandt frem til den lille messe for små, uafhængige urmagere, hvor jeg mødte danske Christian Lass og hans kone Hannelore. De er altid søde og imødekommende, og her kunne jeg opleve Christians nye ur med tourbillon – en form for urmageri der fortjener et større publikum. Eller måske er det netop det fine ved det, at det er forbeholdt den lille skare af dedikerede kendere og connoisseurs, der ved, hvad der er værd at satse på. Men der er i hvert fald grund til at kippe med det danske flag, selv ved en messe som Watches & Wonders.

I det hele taget er denne minimesse for uafhængige urmagere i Iceberg-centret downtown noget du burde unde dig selv at opleve, hvis du er lidt urnørdet. Her er ingen tilmelding, ingen security, ingen fine fornemmelser. Ved indgangen stod en mekanisk full size hest (måske et ur?), og i resten af rummet var der fyldt med håndlavede ure og mekaniske sager. Én havde lavet et fuglebur med en mekanisk fugl, der kvidrede løs på kommando, og hængte man buret op, kunne man se klokken på urskiven under selve buret.

Og ved siden af Christian og Hannelore fik jeg en virkelig sjov oplevelse. En fyr havde lavet et frø-ur. Et lille tableau på størrelse med en høj lagkage, men indrettet som en lille dam med ‘rindende’ vand, bevægelige frøer og blomster, der kunne åbne sig. Hvordan aflæser man tiden, spurgte jeg nysgerrigt på pænt engelsk. Sprechen Sie Deutsch? replicerede han, og jo, det kunne vi jo godt. Gut, dann denken Sie mal zwei Minuten, dann komme ich zurück. Og så gik han. Jeg stirrede på sceneriet foran mig, der summede og snurrede, for der skete tydeligvis en masse, men jeg kunne dæleme ikke se, hvad klokken var. Så kom han tilbage. Also, sagde han. Det er et frø-ur. Timerne aflæses på antallet af frøer i dammen. Minutterne ses på den roterende skive i bunden. Og når klokken nærmer sig 12, åbner blomsten i midten af tableauet sig og åbenbarer den tolvte frø. 

Et frø-ur. Tænk, hvor finurligt og uhøjtideligt – og alligevel så fornemt og kompliceret.

Der var dog noget, der mindede om det på messen – eller, i hvert fald i størrelsen og kreativiteten. Det var hos Vacheron Constantin, der havde kørt det tunge skyts i stilling med deres 270-års jubilæumsur fra sidste år, La Quête du Temps. Det ligner mest af alt et videnskabeligt kunstværk og er et astronomisk automatonur på over en meter i højden, komplet med 23 komplikationer og mere end 6.000 komponenter. I centrum står en mekanisk astronom – skabt i samarbejde med urmageren L’Épée 1839 og automatonspecialist François Junod – der udfører 144 adskilte, flydende bevægelser og i sig selv fungerer som en komplikation. Dertil kommer 3D-månefase, evighedskalender, solopgangs- og nedgangstider, 15 dages gangreserve og en stor tourbillon. Kassen er opbygget i fire lag bjergkrystal med indlæg af lapis lazuli og viser en planet sfære over den nordlige nattehimmel, som den så ud i 1755. Syv års udvikling og 15 patenter ligger bag. Inden messen fik uret forpremiere på Louvre, men som en generøs overraskelse havde man taget det med her – og igen, alle var velkomne til en præsentation.

Apropos automatoner, så havde Ulysses Nardin entreret med et enormt og bevægeligt urmageransigt i indgangen samt livlige robotter i Hobbit-størrelse. Sidstnævnte rendte frit rundt i gangene og forsøgte at highfive passerende. Det var skørt og skønt og overskudsagtigt – og lige præcis det, der gør denne messe til noget helt fantastisk.

De fire dages urboble var som altid en hvirvelvind af indtryk, og det tager tid at lade indtrykkene bundfælde sig. Jeg har ikke haft lejlighed her til at nævne alle de fantastiske ure, jeg så, men jeg kommer til løbende at følge op på de nye lanceringer og mønstre i urverdenen –  så følg med her og på Instagram.