
Bulgari fejrer 50 år med ikonisk ur og romersk marmor
I 2025 markerer Bulgari 50-års jubilæet for sin ikoniske Bvlgari Bvlgari-kollektion – og det bliver fejret med manér. Den italienske juveler og urproducent hylder jubilæet med fire nye modeller, alle med marmorskiver, der bringer romersk æstetik og urhåndværk sammen i enestående stil.


Kollektionen blev oprindeligt skabt i 1975 af Gianni Bulgari som en gave til husets mest loyale kunder, og allerede to år senere blev den redesignet af Gérald Genta til en fuld kollektion. Designet med den karakteristiske dobbelte logo-gravering på kransen blev hurtigt et statement i både mode- og urverdenen.

De nye modeller kommer i to størrelser (26 mm og 38 mm) og kombinerer gult guld eller rosaguld med skiver i marmor: grøn “Verde Alpi”, dybblå “Blu Incanto” og isblå “Azzurro Infinito”. De små versioner er udstyret med kvarts, mens de store drives af Bulgari’s automatiske BVL 191-værk.


Tendensen med urskiver i natursten har i det hele taget fået fornyet opmærksomhed fra mange urmærker i disse år. Som vi så under dette års Watches & Wonders, har flere brands – fra Cartier og Zenith, til H. Moser og Piaget – taget natursten i brug for at skabe unikke og taktile visuelle udtryk på skiverne. Hvem mon bliver de næste?