Reportage fra Watches & Wonders

Verdens største urmesse løb af stablen i Geneve i starten af april. Jeg var med for femte gang og fik fingrene i en masse spændende nyheder fra en lang række af de deltagende brands. Her får du mine indtryk – og hvis du hellere vil lytte, så kommer lige straks min første podcast i Kaliber73-regi.

Det overrasker mig altid, hvor velsmurt en maskine Watches & Wonders er. Shuttlebussen ankommer på minuttet til Hotel Mövenpick og fragter mig ud til messen i Palexpo på under ti minutter, hvorefter mængden af journalister, influencere, forhandlere og andet godtfolk fra urverdenen guides i slanger ind gennem ID-slusen og op ad rulletrappen til security og garderobe – altsammen assisteret af en hær af smilende og hilsende unge mennesker, der i år er blevet udstyret med noget, der ligner en mellemting mellem en kedeldragt og en Star Wars-uniform. 

Udefra er Palexpo ikke noget at råbe hurra for, betonbyggeriet ved lufthavnen i Geneve er lige så anonymt som en schweizisk bankkonto, men det er måske også meningen, for på den måde tager det ikke opmærksomheden fra det enkelte show, der bruger måneder på at bygge sin udstilling op. 

Indenfor kunne man forledes til at tro, at man er trådt ind i et eksklusivt center med væg-til-væg-tæpper, højt til loftet og stande, der fungerer som fritstående ‘huse’ i flere etager. En del af dem kan jeg huske tilbage fra Baselworld-dagene, bl.a. Rolex og Patek Philippe, der på hver sin facon har nogle af de mest markante stande, endda lige over for hinanden. Pateks er en form for glashus, lyst og let og levende og masser af ure udstillet hele vejen rundt. Rolex minder mest om en lidt fortificeret lagerbygning med en bevogtet, smal indgang, hvor kun de indviede kommer igennem. 

I gangene mellem alle disse stande er der barer, restauranter og loungeområder, hvor man kan slå sig ned. Kommer man midt på dagen, kan man gå få det indtryk, at man er trådt ind i en meget stor Michelin-restaurant, for det er umuligt at få et bord. Og de glade, storsnakkende og yderst velklædte mennesker, der har været heldige at få et bord, mæsker sig i delikate og smukt anrettede serveringer med alt fra kanapeer og fiskeanretninger til farverige desserter. Og det hele glider ned med champagne – altid champagne!

På førstedagen går jeg i pressecentret og tager en række glasskåle med friske salater og anretninger fra buffeten, og det er en madoplevelse der ligger ligaer over de kantiner, jeg har prøvet i mit liv. Det er ikke så tosset at have kontor her de næste fire dage.

Verdens største urmesse

Jeg er på Watches & Wonders for femte gang. Den første gang var i 2019 under det gamle navn, SIHH, men efter Baselworlds død under corona-krisen slog Watches & Wonders-navnet i gennem og markerede sig som urverdenens største og toneangivende messe. Sidste år åbnede man også for publikum, der fik mulighed for at komme ind i weekenden efter at branchefolkene er taget videre. Billetterne er bekostelige, men bliver revet væk. I år blev der solgt 23.000 billetter til private gæster, mens ca. 32.000 deltog i branchemessen. Med 60 udstillende brands var det også den største omgang Watches & Wonders nogensinde. Stort set alle de store brands er her. Rolex, Tudor, Chopard, Bulgari, Patek Philippe, Grand Seiko, Bremont, Oris og naturligvis den samlede flok brands fra Richemont Group (gruppen der oprindeligt afholdt SIHH og stadig er in charge af messen) med navne som IWC, Vacheron Constantin, Montblanc, Panerai, Jaeger-LeCoultre og ikke mindst Cartier. Endelig støder også flere og flere af de mindre, uafhængige mærker til – eksempelvis Laurent Ferrier, Czapek, Nomos, Kross Studio og Raymond Weil.

Mest overraskende er det, at Breitling og Audemars Piguet stadig ikke er kommet rigtig med, ligesom den samlede Swatch Group – med navne som Omega, Longines og Tissot – glimrer ved sit fravær. 

Der er mange spøjse ting knyttet til Watches & Wonders. På overfladen er alt super poleret og minder mest af alt om urbrandede luksushoteller, hvor alt er skinnende rent – der er altid en dame med en Dyson-støvsuger i gang med at fjerne fnuller fra gulvtæpperne i hallerne. Under tæpperne er der rå beton. Jeg så engang hallerne i deres upyntede form, da Breitling afholdt et event omkring deres Top Time kronografer. Godt nok var der bygget et par tribuner og en stor scene op, og der var montrer og foodtrucks i den ene ende, men ellers var det blot en stor, tom hal, hvor Breitling lod vintage sportsvogne køre rundt og give den gas.

Men i denne uge er der pyntet op, og intet er overladt til tilfældighederne. I de åbne cafeområder fjernes glas og tallerkener hurtigt, og sætter man sig blot for fem minutter for at tjekke mails eller bare hvile benene, kan man være sikker på at en tjener spørger, om man mangler noget – kaffe, vand, champagne? Champagne klokken 10 om formiddagen? Hm, why not… Forbruget af bobler må være enormt under denne messe, Veuve Clicqout-flaskerne med deres orange etiketter hober sig op i barerne på alle tider af døgnet. Det er også nemt at sige ja tak, både til de gyldne dråber og til de ekstremt delikate frokostanretninger, eftersom alt herinde i urboblen er ganske gratis. Dertil kommer, at jeg ligesom alle andre journalister her på messen, er inviteret af organisationen bag. Det betyder, at jeg får betalt hotel og fly, hvilket er enormt priviligeret. Det er ikke helt urimeligt at indvende, at det kan få indflydelse på noget af det indhold, der produceres fra messen. Jeg forsøger dog at være objektiv i denne reportage, men nu er du i hvert fald informeret om settingen.

Et par personlige favoritter

I løbet af messen bliver jeg bombarderet af indtryk. Jeg har lagt et hårdt skema med stakkevis af møder med i alt ca. 30 brands for at få så meget ud af det som muligt. Det bliver jeg også lidt rundforvirret af, men der tegner sig alligevel nogle mønstre undervejs – ikke en decideret rød tråd, men alligevel stikker nogle tendenser ud: Burgundy-farvede skiver hos bl.a. Tudor synes at have afløst de senere års fascination af grønne skiver. Priserne lader over hele linjen til at være stagneret efter et par år med skrappe stigninger. Der er plantin hist og her hos de eksklusive brands, og så synes jeg, den mest fremtrædende tendens er brugen af natursten på skiverne. Det er kommet snigende over et par år, og her på Watches Wonders har jeg spottet mange gode eksempler, bl.a. en 45 mm stor Piaget Andy Warhol med tigerøjesten som skive. 

I 1970’erne indgik Piaget et kreativt samarbejde med popkunstneren Andy Warhol, som selv samlede på ure og var fascineret af mærkets elegante æstetik og brug af farverige urskiver i halvædelsten. Kollektionen blev kendt for sin eksperimenterende brug af materialer og markante design, især med dekorative stenskiver som lapis lazuli og jade. Modellen her med tigerøje er en del af den moderne Andy Warhol-kollektion, og modellen har en skøn retro-feeling, mens indmaden er opdateret med Piagets automatiske kaliber 501P1.

Et andet eksempel kommer fra H. Moser & Cie., der faktisk har lanceret en hel stribe af modeller med forskellige naturstensskiver lavet af bl.a. turkis, koral, jade og pink opal. De enkelte sten er ifølge Moser nøje udvalgt fra en privat stensamler, og resultatet er i vanlig Moser-stil både opsigtsvækkende og underspillet – i den forstand, at der ikke er logo eller indekser på skiven. Kollektionen hedder Let it Pop, og hver model er fremstillet i blot 28 eksemplarer. Her er det en model med pink opal og burmesisk jade, der med et prisskilt på 75.000 CHF nok er få de få udvalgte.

Det er heldigvis ikke alle ure med natursten, der koster flere hundrede tusinde kroner. På Geneves anden urmesse i april, Time to Watches, udstillede mærket Dennison, der blev genfødt for nyligt. Deres første kollektion er baseret på forskellige naturstensskiver – bl.a. malakit og tigerøje. Kassen er 37 mm i diameter, blot 6 mm tyk og fremstillet af PVD-beklædt stål. Indvendigt tikker et præcist kvartsværk fra schweiziske Ronda. Prisen for herligheden er ca. 5.000 kroner.

Ud over natursten falder jeg over modeller fra nær og fjern. TAG Heuer har med deres Formula 1 Solargraph skabt et funky, lille ur i nogle gode farvekombinationer. Det er med kvartsværk og solceller, så det går uafbrudt og derudaf, hvilket er meget fikst, hvis man ikke går op i mekaniske urværker. Materialet er et miks af sandblæst stål og plastik, og hvis det alt sammen lyder lidt billigt, så er det fordi det er det (i hvert fald i Watches & Wonders-sammenhæng), for urene koster ca. 1.800 euro. Kollektionen markerer TAG Heuers tilbagevenden til Formel 1 som officiel tidtager, og de farverige modeller matcher meget godt hele det kulørte Formel 1-cirkus.

Jeg begejstres også over Frederique Constant Manufacture Classic Perpetual Calendar, der faktisk er lidt af en stille sensation, selvom det ikke får så meget opmærksomhed, som det fortjener. Frederique Constant er et ‘nyt’ urmærke med blot ca. 30 år på bagen og grundlagt af hollændere, men de har næsten fra start satset på at udvikle deres egne (schweiziske) urværker, og det kommer dem til gode nu, fordi de er i stand til at bygge nogle avancerede ure til en overkommelig pris. Denne model er eksempelvis udstyret med evighedskalender, og den form for mikromekanik koster let fra 200.000 kr. og opefter – men Frederique Constant kan gøre det for ca. 75.000 kroner. 

I en helt anden ende af spektret befinder Patek Philippe sig med deres Patek Philippe Quadruple Complication. Det er en kompliceret sag med både evighedskalender, minute repeater (klokkespil) og split second kronograf pakket ind i en 42 mm kasse af hvidguld. Da jeg prøver det på håndleddet er det med ærefrygt, og jeg er nervøs for at tabe det, da jeg spænder remmen. Det er et vanvittig fint ur, og mekanikken bag er enestående. Jeg skæver til prisskiltet på pressearket, der ligger på disken, hvor gruppen af journalister kæmper om at få de bedste wristshots til Instagram. Står der 105.000 schweizerfranc? Det vil være lige under en million danske kroner. – Næh, siger Pateks mand over for mig – prisen er 1,05 mio. schweizerfranc, altså næsten 9 mio. danske kroner. Men skal han ikke lige demonstrere klokkespillet for mig? Jo, det må vi da hellere få med. I den højlydte snak fra de knap 30 mennesker i lokalet drukner de sprøde toner dog næsten, men jeg nikker behørigt imponeret og skiller mig af med formuen om mit håndled.

Kan man sove i et lydbad?

Wow, jeg faldt næsten i søvn i et lydbad. Sound bath er nok den korrekte term. Behageligt var det i hvert fald. Jeg var til touch & try-session hos Hermes, som de fleste nok kender bedst for skindtasker og modeaccessories, men de har i mange år haft en seriøs afdeling for finere urmageri. De er gode til at forene det elegante med noget lidt finurligt. Sådan var det også i år, hvor de bl.a. havde et ur med en automaton, altså en mekanisk funktion der ikke knytter sig til urværket, men giver liv til skiven. I dette tilfælde var det et hestehovede – hesten er et klassisk Hermes-element, fordi virksomheden startede med at producere sadler og inventar til hestetrukne kareter – men denne hest kunne sandelig række tunge, når man trykkede på en knap. 

Og løjerne stoppede ikke her, for den store satsning hedder Time Suspended og består af en række ret cool unisex-ure i Arceau-kollektionen. Det særlige ved urene er dog en funktion, hvor man kan ‘suspende’ tiden. Tryk på knappen på siden af uret, og viserne glider op og omkranser kl. 12 på en måde, man ikke normalt kan få urvisere til at stå på. Således giver Hermes dig muligheden for at træde ud af hamsterhjulet og glemme alt om deadlines og aftaler, for her bliver viserne stående, indtil du trykker på knappen igen. Derefter finder de automatisk vej til deres rette plads igen, for urværket er fortsat med at gå inde bagved.

En gimmick? I høj grad. Men jeg kan faktisk meget godt lide det. Et mekanisk ur i dag er jo i bund og grund ikke andet end netop en gimmick. Hvis vi vil vide, hvad klokken er præcist, kan vi kigge på vores telefon, computer, mikrobøleovn eller smartwatch. Det mekaniske ur er et statement, en taktil reminder om en svunden tid, en identitetsmarkør og meget andet… så at forsyne det med en funktion, der reelt annullerer dets eneste funktionalitet tiltaler mig på en besynderlig måde. Hermes forklarede det selv med, at ‘den tid der tæller, er den tid vi ikke tæller’.

Anyway, nu kommer vi til lydbadet.

Flere uger før Watches & Wonders havde Hermes’ danske PR-dame spurgt om ikke jeg også ville deltage i deres Interlude-session. Jeg spurgte inde til, hvad det gik ud på, og fik en officiel invitation, som ikke gjorde mig meget klogere. Men jeg er aldrig bleg for at prøve noget nyt, så jeg meldte mig til. Efter min touch & try-session spurgte jeg en af Hermes-folkene, hvor det foregik. Det var der lidt usikkerhed omkring, så jeg blev placeret i en stol med et glas danskvand. Det var varmt, og klokken var næsten 5 om eftermiddagen, jeg havde været i gang længe og havde mest af alt lyst til en pause fra den hektiske messe. Og det viste sig at være lige præcis, hvad jeg fik, for efter lidt ventetid blev jeg vist hen ad en smal gang til en dør. Her blev jeg blev modtaget af Caroline, der viste sig at være yogainstruktør. Hun havde fået tildelt et lillebitte lokale inde i Hermes-standen, hvor hun havde indrettet et veritabelt mikro-wellness-lokale, komplet med briks, trægulv, hyggelige lyskæder og et hav af store skåle i messing og glas. Jeg skulle simpelthen have en one-on-one-session med et sound bath – som en form for understregning af temaet om at sætte sig selv uden for tiden, time suspended.

Jeg blev bedt om at tage skjorte og sko af, lægge mig op på briksen og lukke øjnene. Fødderne blev løftet, et tæppe lagt over mig, en pude blev pakket rundt om nakken, og på øjnene fik jeg en lavendelpose. Vi startede med en kort meditation og nogle åndedrætsøvelser, og selvom jeg ikke kunne undgå at høre en summen fra messen omkring, begyndte jeg at slappe af.

Og så startede Caroline ellers lydbadet. Hun spillede og ‘gongede’ på en stribe forskellige skåle, der sendte dybe, vibrerende toner ud i lokalet. Efterhånden kom hun tættere på for til sidst at placere de vibrerende skål direkte på min brystkasse. Det var en både kraftfuld og lidt mærkelig fornemmelse. Sådan fortsatte det i et kvarters tid, og jeg var som nævnt virkelig tæt på at falde i søvn, da hun til sidst proklamerede, at lydbadet var forbi.

Interview med Christian Martinez

Urverdenen er en lille verden, og på tredjedagen af messen har jeg efterhånden mødt alle dem jeg kender, bl.a. de skandinaviske journalister. En af dem er min ven og kollega Christian Martínez, som jeg sætter mig med og får en snak om indtrykkene.

Jeg spørger, om han har hygget sig?

– Ja, det må jeg sige. Det er som altid bare sjovt. Et kæmpe cirkus. Lidt af et ekkokammer, så man er lidt ør efter nogle dage her. Men jeg har helt klart hygget mig. Sjove mennesker og gode foredrag, så det har sgu været fedt.

– Har der været et par highlights, du vil nævne?

– Ja, der har været en del, synes jeg. Men hvis jeg skulle nævne to lige nu og her, det kan være, det ændrer sig om nogle dage, når jeg lige har sundet mig og det har bundfældet sig. Men for det første, sådan lidt overraskende, Speake Marine. Det er ikke et brand, jeg har haft så meget på radaren, men i år er jeg faldet over en opdateret version af modellen Resilience. Det er en meget traditionel urkasse med meget kantede horn, som ligner noget fra et skibskronometer. Og så er det i rødguld og 38 mm med en emaljeskive i fem lag, som bare ligner en million. Det har sådan en hjerteformet timeviser, det er bare elegant og quirky på den rigtige måde. Et ur må gerne være elegant, men det må også gerne lige have noget personlighed, og det synes jeg, det her har i virkelig rigelige mængder. Jeg kan ikke engang huske, hvor meget det kostede, men det var selvfølgelig vanvittigt dyrt. Så det var jeg ret overrasket over. Det er ikke ligefrem et hverdagsur, men det synes jeg heller ikke, at alle ure skal være. Så lige præcis den model synes jeg er fed. Jeg tror, at urkassen kaldte de Piccadilly, og den har de lavet tidligere i lidt for store, chunky størrelser.

Nu har de ligesom fået den ned i størrelsen. De havde også en i titanium, som jeg synes blev lidt for teknisk i forhold til, hvor traditionelt udtrykket er. 

– En anden nyhed jeg vil fremhæve er den her lancering af Zeniths 160 års jubilæumsur, sådan et limited edition, der hedder GFJ, og det var enormt elegant. Og størrelsen er rigtig, og det ligner faktisk den slags ure, som man normalt skal over til AHCI’s (foreningen for uafhængige urmagere, red.) afdeling for finere urmageri for at finde, hvor prisen så til gengæld er 10 gange så høj, og hvor ventetiden sikkert også er det. Så jeg synes, at det var en enormt vellykket lancering.

– Er der så også noget, hvor du tænkte, at det er en ommer? Eller noget, du er blevet skuffet over? 

– Jeg tror, at de fleste er nok enige om, at det helt store samtaleemne er Rolex’ Land Dweller. Jeg vil ikke sige, at det er en ommer, for jeg synes faktisk, at det er et meget fedt ur på mange leder og kanter. Jeg tror, at jeg vil kalde det et Oysterquartz for millennials.

Det er slankt, det har en ret vild kaliber. Jeg kan ikke huske hvor mange, var det 22 patenter? De er virkelig gået all in på, og det er et spændende ur. Det har en form for sporty vibe over sig. Det kan mange ting, og jeg kan rigtig godt lide den gamle Oysterquartz, som er meget tykkere og også har noget mere karisma, hvis du spørger mig. Den nye er lidt mere poleret og lidt mere slank. Og så er jeg ikke så vild med navnet. Jeg synes, det er lidt underligt at bruge et navn, som minder lidt om en dårlig oversættelse fra Sea-Dweller til Land-Dweller. Jeg synes, de skulle have rystet posen. Og så synes jeg også, at urskiven er sjov. Den er sådan lidt for gakket i forhold til, der sker alt for meget på det ude i forvejen med skarpe kanter og bling og sådan noget. Så jeg synes, at man skulle holde det til en helt kedelig urskive, så havde det været nemmere for mig at være super begejstret. Lige nu, der er jeg sådan lidt – jeg synes ikke, det er en ommer ommer, men det er ikke så vellykket, som det kunne have været.

Flere interviews på vej

I løbet af messen laver jeg i øvrigt et par interviews, så i løbet af kort tid vil du også kunne læse og høre mit interview med Markus Bühler fra IWC, der fortæller om, hvordan IWC udvikler deres ure ud fra en fælles passion og et stærkt teamwork. Du kan også møde grundlægger Marco Tedeschi fra Kross Studio, der er et nyere brand, der specialiserer sig i meget eksklusive ure skabt i samarbejde med underholdningsindustrien – her kan du bl.a. høre om, hvad Harry Potter har at gøre med haute horlogerie, som det finere urmageri hedder på fransk. Endelig mødtes jeg også med Martine Depresle, der har været med til at skabe The Watch Library Foundation, en organisation der skal samle og formidle viden og materiale om urindustrien gennem tiden. Så der er nok at holde øje med.